Advarsel mod at bande ad Allah

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Advarsel mod at bande ad Allah

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi angrer overfor Ham og beder om tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, uden lige og mage, og Han har ingen rival. Han har ingen fysisk grænse, og ej heller en krop eller kropsdele. Jeg bevidner, at vores mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede sendt af Allah som en nåde for verdnerne og som vejleder, varsler og advarer. Vorherre, ophøj og fred vor mester Muhammad, der kaldte til godhed samt retledning, og som både klargjorde for nationen vejen til succes og belyste midlerne til triumf. Og må Allah ophøje samt frede hans slægt samt fornemme ledsagere.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, der siger omtalende sine gaver overfor menneskene:

أَلَمْ نَجْعَل لَّهُ عَيْنَيْنِ {8} وَلِسَانًا وَشَفَتَيْنِ {9} وَهَدَيْنَاهُ النَّجْدَيْنِ

Hvilket betyder: ”Har Vi ikke givet mennesket to øjne, en tunge og to læber, og belyst for det de to stier”[1]. Allah fortalte hermed om sine gaver overfor mennesket, at Han tildelte det to øjne, hvilke det kan se det synlige med, en tunge med hvilken det kan udtrykke sine tanker, og to læber med hvilken det kan skjule sin mundhule samt anvende til at tale, spise, drikke og puste. Derudover fortalte Allah, at Han har belyst for mennesket de to stier, stien til godhed og stien til ondskab, der henholdsvis fører til paradis og helvede. Det siges, at disse vers blev åbenbaret i sammenhæng med Al-Walid ibn Al-Mughirah, en af de overordnede blandt qurashitterne, der ikke takkede Allah for disse gaver. Han fornægtede Allahs gaver, overholdt ikke Allahs ret i forbindelse med disse gaver og han fornægtede Allah.

Trosbrødre, tungen er en mægtig gave, der forpligter, at man takker Den, der har foræret os den. Måden man gør det på er ved at afholde sig fra at anvende tungen i det, Allah har forbudt. Nogle mennesker takker ikke Allah for denne gave, følgelig lader de munden løbe med det, som er forbudt for dem at udtale. Disse mennesker er der mange af. Trosbrødre, iblandt det forbudte er løgn, at bande ad en muslim uden ret, bagtalelse, at føre tale for at så splid, at stifte konflikter mellem muslimerne, at såre en muslim verbalt og at begå andre former for tungens synder. Trosbrødre, andre mennesker roder sig ud i den største uret, nemlig vantro, vi søger beskyttelse hos Allah imod det. I stedet for at de anvender Allahs gave i at lovprise Ham for den, så anvender de den til at bande ad Allah, til at nedgøre Allah, vi søger beskyttelse hos Allah imod det. Når de bliver vrede, så bander de ad Allah, vi søger beskyttelse hos Allah imod det. Både i vredes og glædes stunder bander de ad Allah, og påstår derefter at de er muslimer, de er langt derfra. Den, som bander ad Allah, er ikke muslim. For muslimen er den, der tror på, erkender og er overbevist om, at ingen foruden Allah fortjener tilbedelse dvs. til den yderste grad at ydmyge sig, frygte og underkaste sig, og samtidigt tror på, at Muhammad er Allahs sendebud samt afholder sig fra, hvad der afbryder islam. Muslimen er den, der i hjertet helt og holdent agter Allah, Den Ene, Den Udelelige, og hele tiden bærer på den forpligtede agt. Hvorimod den, der bander ad Allah, agter som følge deraf ikke Allah. Den, som bander ad Allah, forlader islam og overgår til vantro, og der accepteres ikke, at han efterfølgende siger ”jeg var vred, og jeg ønskede ikke at begå vantro”. De muslimske lærde har klargjort, at en persons vrede ikke frelser ham fra at begå vantro, hvis han bevidst udtalte vantroen dvs. at det ikke var en fortalelse. Den hafidh-lærde An-Nawawiy overførte om de lærde fra Hanafi retsskolen og gav dem medhold deri, at hvis en person bliver vred på sit barn eller sin unge slave og slår ham hårdt, og en anden person da spørger ham: ’er du ikke muslim?’, og hans forsætlige svar til dette er ’Nej’ da begår han vantro. Betydningen af disse lærdes ord er, at hvis en muslim bliver meget vred på sin søn og slår ham hårdt som følge af sin enorme vrede, og en person siger til ham, hvordan kan du slå ham på denne brutale måde, er du ikke muslim – for en muslims væremåde er at være barmhjertig og ikke overdrive med grov vold overfor et barn om end han er vred – og personen, der slår, så svarer, nej, dvs. at jeg ikke er muslim, uden at fortale sig og uden at miste bevidstheden, da begår han vantro og hans vrede er ikke en undskyldning for ham.

Lyt godt med, trosbrødre. At bande ad Allah er ikke kun indskrænket til de nederdrægtige udtalelser, der er udbredte blandt de personer med lav karakter, og de som er nederdrægtige såsom udtalelsen ”Gud være forbandet” eller at sige til en person ”Guds søster”, må Allah beskytte os. Tværtimod, at bande ad Allah dækker over enhver udtalelse, der tilskriver Allah en ufuldkommenhed, og enhver udtalelse, der beskriver Allah med noget, der ikke passer for Ham, være ophøjet, såsom at Han skulle have en søn, kone, en fysisk størrelse, krop, kropsdele, udseende, opholdssted, farve, at være beskrevet med træthed, magtesløshed, uvidenhed eller at være beskrevet med én af skabningernes egenskaber.

Trosbrødre, lad jer ikke blive forledt af nogle personers udtalelse, at den der bander ad Allah med tungen ikke begår vantro og ej heller forlader islam, hvis han ikke tilsigter at forlade islam og hans hjerte rummer tro. I skal heller ikke lade jer forledes af påstanden, at den der bander ad Allah i spøg er undskyldt, da disse ord er usande, usande og atter usande. Dette fordi at de strider imod Allahs udtalelse og strider imod Allahs sendebuds udtalelse, og strider imod nationens konsensus. De er i strid imod Allahs udtalelse, eftersom Vorherre, være hævet og ophøjet, siger:

يَحْلِفُونَ بِاللهِ مَا قَالُواْ وَلَقَدْ قَالُواْ كَلِمَةَ الْكُفْرِ وَكَفَرُواْ بَعْدَ إِسْلاَمِهِمْ

Hvilket betyder: ”De sværger ved Allah, at de ikke sagde det, men sandelig sagde de vantroudtrykket og begik vantro efter at have været muslimer”[2]. Dermed idømte Allah dem vantro, fordi de sagde vantroudtrykket. Allah, være ophøjet, siger desuden:

وَلَئِن سَأَلْتَهُمْ لَيَقُولُنَّ إِنَّمَا كُنَّا نَخُوضُ وَنَلْعَبُ قُلْ أَبِاللهِ وَءايَاتِهِ وَرَسُولِهِ كُنتُمْ تَسْتَهْزِؤُونَ {65} لاَ تَعْتَذِرُواْ قَدْ كَفَرْتُم بَعْدَ إِيمَانِكُمْ

Hvilket betyder: ”Og hvis du spørger dem, vil de sige: ’Vi vrøvlede og legede kun’. Sig: ’Gør I grin med Allah, Hans vers, Hans sendebud, find ikke på undskyldninger, I har begået vantro efter at være troende’”[3]. Hvad angår deres modstrid med profetens udtalelse, så har profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagt: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke kan se noget forkert ved, men som forårsager, at man vil falde 70 år i helvedet”. Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, belyste i denne udtalelse, at man kan sige et ord, som man ikke ser som værende skadelig for én, men som vil forårsage, at man vil falde et fald i helvedet på 70 år, fordi ordet er vantro. Dette gør sig gældende, hvis man ikke vender tilbage til islam. Der er berettet om profeten, må Allah ophøje og frede ham, at det tager 70 år at nå ned til bunden af helvedet, og at det udelukkende er de vantro der kommer derned. Hvad angår deres modstrid med nationens konsensus, så har Al-Qadi ^Iyad fra Maliki retsskolen overført nationens konsensus om, at den, der bander ad Allah, begår vantro. Han sagde i sin bog Ash-Shifa bita^rif huquq Al-Mustafa: ”Der er ingen uenighed om, at den muslim, der bander ad Allah, er vantro”.

Vær derfor, min muslimske bror, advaret imod at forhaste dig i tale, og vej dine ord på lovgivningens vægt inden du udtaler dem. Alt hvad du bevidst siger skrives ned af de to engle. Allah, være hævet og ophøjet, siger:

مَا يَلْفِظُ مِن قَوْلٍ إِلاَّ لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ

Hvilket betyder: ”End ikke ét ord siges, uden at Raqib og ^Atid nedskriver det”[4]. Det betyder, at hvert ord mennesket siger, skrives ned af de to engle Raqib og ^Atid, ordet er enten for dig eller imod dig. Værn derfor om din tunge imod vantro og andet dårligt, eftersom du er ansvarlig for din tunge. Jeg beder Allah, være hævet og ophøjet, at bevare vores islam og beskytte vores lemmer imod at synde. Sluttelig, den succesrige er den, som har fået succes af Allah.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige og pålidelige samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham”[5]. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2)”[6].

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os imod, hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al-Balad, vers 8-9.

[2] At-Tawbah, vers 74.

[3] At-Tawbah, vers 65-66.

[4] Qaf, vers 18.

[5] Al-Ahzab, vers 56.

[6] Al-Hadj, vers 1-2.