Advarsel mod at give svar uden viden

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Advarsel mod at give svar uden viden

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, der lærte mennesket, hvad det var uvidende om, og som afsatte til denne religion nogle mænd, der giver svar baseret på viden, og hvis de ikke har viden, da glemmer de ikke at sige ”jeg ved det ikke”. Vi søger tilflugt hos Allah fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner. Intet er Ham lig, og intet kan gøre Ham afmægtig. Forestillingerne når Ham ikke, forstanden rummer Ham ikke, og Han ligner ikke skabningerne. Jeg bevidner, at vores mester Muhammad er Allahs skabning, den udvalgte; Allahs profet, den udkårede; og Allahs sendebud, den udtagne. Han er den sidste profet, de frommes imam, sendebudenes overordnede og Allahs elskede. Må Allah ophøje og frede Muhammad samt hans rene slægt og gode ledsagere.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt, og adlyd Ham, og efterkom Hans påbud, og afstå fra Hans forbud, og hold fast ved profet Muhammads vejledning, må den bedste ophøjelse og mest fuldkomne fredelse tilkomme ham.

Trosbrødre, vid, at Allah, være ophøjet og hævet, udspørger på dommedag sin skabning om hans tale, hørelse, syn og hjerte, og at Han udspørger ham om hans ord i denne verden, såsom ”det er tilladt”, ”det er forbudt”. Vor Herre, være ophøjet og hævet, siger i den ærede koran:

وَلاَ تَقْفُ مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ إِنَّ السَّمْعَ وَالْبَصَرَ وَالْفُؤَادَ كُلُّ أُولئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْؤُولاً

Hvilket betyder: ”Udtal dig ikke om, hvad du er uvidende om. Sandelig udspørges man om hørelsen, synet og hjertet”[1]. For svar uden viden hører til de store synder. Hafidh ibn ^asakir berettede om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde: ”Den, der giver svar uden viden, forbandes af englene i himlen og på jorden”. Hvis det forholder sig således, trosbrødre, hvad betyder så at svare med viden? Lyt godt med. Den, der svarer, er enten mudjtahid, muqallid, der efterfølger en mudjtahid i en slutning eller en person, der tør svare uden viden. En mudjtahid besidder forudsætningen for at drage slutning (idjtihad), det betyder, at det er legitimt for ham at gøre det på baggrund af nogle bestemte egenskaber samt betingelser, denne skal nødvendigvis besidde. De fleste i denne tid besidder ikke disse. Imam Ash-Shafi^iy, må Allah benåde ham, sagde, man vil ikke besidde forudsætningen for at drage slutning, førend man er velvidende om, hvad der er fremkommet i sunnah, udtalelser fra salaf, folks konsensus og de lærdes uenigheder, sådan så man ikke modsætter sig konsensussen. Derudover skal man være kyndig indenfor det arabiske sprog samt kende betydningen af, hvad der er fremkommet i de lovmæssige skrifter i overensstemmelse med det arabiske sprog. I forlængelse heraf skal en mudjtahid have memoreret de vers og hadiths der omhandler reglerne samt kende deres beretningskæder og beretternes forhold og i tillæg hertil kende erstatteren og det erstattede (nasikh og mansukh), det generelle og specifikke, det ubundne og bundne samt have en virkelig god forståelse og opfattelsesevne og endelig troværdighed (^adalah). En person som denne, hvis han svarer, så gør han det på baggrund af sin egen slutning. Hvor findes der i denne tid en person, der besidder alle disse egenskaber? Hvis man ikke er i besiddelse af disse egenskaber, da skal man tage udgangspunkt i et svar fra en mudjtahid imam, dvs. at man overleverer en mudjtahids svar på spørgsmålet. Hvorimod hvis man antager en status, man ikke besidder og følgelig svarer folk uden viden, svarer folk som man har lyst, da er man en taber og forræder, der vil blive afsløret af Allah, være ophøjet og hævet, i denne verden før det hinsides, ligesom vor imam Ash-Shafi^iy, må Allah være tilfreds med, sagde: ”Den, der hæver sig over sin plads, vil Allah, være ophøjet, lade tilbagefalde til sin plads”.

Vær herfor advaret imod at svare uden viden, både mænd og kvinder, og vær ikke uopmærksomme på ”jeg ved det ikke”, idet ”jeg ved det ikke” er halvdelen af viden. Og Allahs sendebud er et godt eksempel, han svarede nemlig, da en mand spurgte ham, må Allah ophøje og frede ham, om de bedste og værste steder på jorden: ”Jeg ved det ikke, indtil jeg spørger Gabriel”. Efterfølgende kom åbenbaringen for Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at de bedste steder er moskeerne og de værste er markederne. Iblandt de største grunde til uvidenhedens udbredelse og de forkerte opfattelser mellem folk er svar uden viden og at folk adspørger de uvidende og dem, der uretmæssigt påstår at have viden. Den bekræftede, sande udtalelse fra Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, indeholder: ”Allah ophæver ikke viden ved at løsrive det fra skabningerne, men ophæver den ved at lade de lærde uddø. Når Han ikke efterlader en lærd, da vil folk lade sig regeres af uvidende, som vil, når de bliver spurgt, svare uden viden og dermed vil de vildledes og vildlede andre”. Dermed lod Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, hverken den adspurgte og spørgeren være undskyldt. Dette fordi, at den adspurgte svarer uden viden, og spørgeren spørger den, der ikke fortjener at blive spurgt. Hafidh An-Nawawiy, må Allah benåde ham, sagde, det er ikke tilladt at spørge andre end den troværdige vidende.

Følgelig er frelsestien den, at man beskytter sig selv allerførst inden man svarer og at forholde sig til om det er paradiset eller helvedet man ønsker. Og hvis svaret på et forelagt spørgsmål er tydeligt for en, ligesom solen er midt på dagen, da svarer man og ellers ikke. Og man skal ikke svare på baggrund af ens personlige mening og lyst, for den, der følger sin lyst, vil lide fortabelse.

Hvor er der mange i disse dage, der ikke vender tilbage de lovmæssige beviser, de vender ikke tilbage til koranteksten, profetens hadiths og de muslimske lærdes udtalelser, når de skal svare. Derimod tager de udgangspunkt i, hvad de selv synes, og de vejer deres svar med skæve vægte pyntet af deres djin-tvilling (qarin). Ejet af Allah er vi, og af Ham skal vi stilles til regnskab, og ingen beskyttelse eller styrke undtagen fra Ham.

O Allah, værn om vores religion, med hvilken vores sags immunitet er, og lad os være blandt dem, der overholder lovgivningens grænser, og gør vores ende god, o Du Allernådigste.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre. Vi tilbeder Ham, være ophøjet, lovpriser Ham samt agter Ham. Der er ingen gud foruden Ham, og ingen tilbedes med rette udover Ham. Han ejer herredømmet, vejleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil. Han udspørges ikke om, hvad Han gør, mens skabningerne udspørges. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Han vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje vores mester Muhammad, den sandfærdige, pålidelige, mesteren over alle, både de første som sidste, samt ophøje hans profetiske brødre. Og må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme.

Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham. Og vid, at vi vil blive stillet til regnskab for, hvad vi ytrer af godt og ondt. Allah, være ophøjet, siger:

مَا يَلْفِظُ مِن قَوْلٍ إِلاَّ لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ

Hvilket betyder: ”End ikke ét ord mennesket fremsiger uden at det bliver nedskrevet af Raqib og ^Atid”. Allahs skabninger, at give en dom uden viden tilhører de store synder, og den kan endda fører udføreren deraf til vantro, må Allah beskytte os imod den, og give os en ende med fuldkommen tro.

Mine søskende i islam, Allah, være ophøjet, har i Sin ærede bog tilskyndet os til at ophøje og frede Hans mægtige profet. Han, den allersandfærdigste, siger:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham”[2]. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige.

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al-Isra, vers 36.

[2] Al-Ahzab, vers 56.