Ashairitterne og maturiditterne

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Ashairitterne og maturiditterne

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og søger Hans hjælp samt tilgivelse. Vi beder Ham om vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, og jeg bevidner, at Muhammad er Hans skabning, sendebud, udkårede og elskede, sendt af Allah både som en nåde for verdnerne og som vejleder, varsler og advarer. Han viderebragte budskabet, indfriede hvad han blev betroet og rådgav nationen, må Allah belønne ham på vores vegne med det bedste, Han har belønnet nogen blandt sine profeter. Vorherre, ophøj, og fred vor mester Muhammad, den troværdige, samt hans gode, rene slægt og ledsagere.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham. Og jeg formaner jer om at efterfølge Allahs sendebud og at fastholde jer til de troendes sti. Allah, være ophøjet, siger i den ærede koran[1]:

وَمَن يُشَاقِقِ الرَّسُولَ مِن بَعْدِ مَا تَبَيَّنَ لَهُ الْهُدَى وَيَتَّبِعْ غَيْرَ سَبِيلِ الْمُؤْمِنِينَ نُوَلِّهِ مَا تَوَلَّى وَنُصْلِهِ جَهَنَّمَ وَسَاءتْ مَصِيرًا

Hvilket betyder: ”Og den, der modsætter sig sendebuddet, efter at retledningen er blevet ham klar, og følger en anden vej end de troendes (dvs. muslimske lærdes konsensus), vil Vi (på dommedag) tildele, hvad han vendte sig til (i denne verden), og Vi vil lade ham brænde i helvedet – sikken elendigt havnested.”

Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde[2]: ”Hold jer til majoriteten, og vær advaret mod splittelse, thi satan er med den enkelte, men fjernere fra to. Så den, der ønsker paradisets vidder, må holde sig til majoriteten.” Han sagde også, må Allah ophøje og frede ham: ”Denne nation vil blive opdelt i treoghalvfjerds grupper; tooghalvfjerds er i helvede og blot én er i paradis, og det er majoriteten,” dvs. flertallet. Sagt med andre ord størstedelen af denne nation, som det er fremkommet i en anden version: ”De er alle i helvede på nær flertalsgruppen.”

Mine kære, den elskede, Al-Mustafa, må Allah ophøje og frede ham, redegjorde for den uenighed, der vil opstå i denne nation, og at nationen vil opdeles i nogle grupperinger. Alle vil indtræde helvede på nær én. Han redegjorde desuden for, hvordan vi kan genkende denne enkelte gruppe, nemlig med det indlysende tegn, at den udgør majoriteten, dvs. flertallet, sagt med andre ord størstedelen af denne nation, prist være Allah for dette. Således er majoriteten af den Muhammadanske nation, siden Muhammads tid til vores tid, på den sande sti i forhold til grundtroslæren, selv hvis de skulle blive uenige om noget af forgreningslæren. De alle besidder monoteismen samt afviser, at Allah skulle ligne skabningerne, og derudover ophøjer de Allah over at have en form, fysisk størrelse, retning og sted. De tror alle på, at Allah er skaberen af alting, det være sig legemer og handlinger, og at skabningernes handlinger er skabt af Allah og ikke af skabningerne selv, dog udføres handlingerne af skabningerne. De alle tror på, at intet indtræder i eksistensen, uden at det er med Allahs vilje, viden samt magt, og at det er umuligt at noget finder sted, hvis Allah ikke vil have det. Og at både godhed og ondskab sker med Allahs vilje og skæbnebestemmelse, og at Allah sendte profeterne som varslere og advarere, den første af dem Adam og den sidste af dem vor mester Muhammad, sendebudenes imam og mesteren over hele Adams efterslægt. Og at profeterne er udvalgt af Allah samt tildelt af Ham beskyttelse og immunitet overfor vantro, store synder og små, gemene synder, og desuden de øvrige gemenheder samt de frastødende sygdomme. De alle tror på paradis og helvede, at de begge allerede eksisterer og vil bestå uendeligt. De alle bekræfter opstandelsen, samlingen, regnskabet, straffen og alle de emner som lovgivningen verificerer. Kun en meget lille, ringe gruppe helvedesfolk afveg fra dem, således udgør denne gruppe et minimalt antal i forhold til majoriteten. Til denne gruppe hører dem, der legemliggør Allah, ved at beskrive Allah med legemernes egenskaber. Og de tilskriver Allah en fysisk størrelse, sted, lemmer, bevægelse, flytning, forandring, følelsesmæssig påvirkning, opstigen, nedstigen samt andre egenskaber blandt skabningernes, og som dermed har trådt ud af monoteismens kreds og er faldet i den afskyelige vantro. Til gruppen hører også al-murdji´ah og al-qadariyyah, som sendebuddet, må Allah ophøje og frede, meddelte om. Han sagde[3]: ”To typer fra min nation har ingen andel i islam; al-murdji´ah og al-qadariyyah.” Al-murdji´ah er en sekt, der opstod i fortiden, og som ikke eksisterer længere. De plejede at fremføre udsagn modstridende med religionen, heriblandt: med troen kan ingen synd skade. De tilsigtede med udsagnet, at uagtet hvor meget den troende synder, så vil han ikke straffes i det hinsides. Dermed afviste de lovgivningen og udtrådte fra muslimernes kreds. Og hvad angår al-qadariyyah, så har Abu Dawud berettet i sin sunan, at den sandfærdige, sandede, sagde: ”Til hver nation hører nogle mazdeister, og denne nations mazdeister er dem, der hævder, at der ingen skæbne er. Den af dem, der dør, deltag ikke i hans begravelse, og den af dem, der bliver syg, besøg ham ikke. Og de er Ad-dadjdjals støtter, og Allah har lovet at føre dem sammen med Ad-dadjdjal”. Således er al-qadariyyah dem, der fornægter skæbnebestemmelsen, dvs. afviser visse ting, at de skulle være hændt som følge af Allahs skæbnebestemmelse Muslimske lærde har tilkendegivet, at den, som påstår, at en ting er hændt uden Allahs vilje, begår vantro.

Til den meget, lille ringe gruppe, der afveg fra den muslimske majoritet, hører al-khawaridj, der fælder vantrodom over den, der begår en stor synd. Dermed dømmer de regenten som vantro, hvis denne dømmer efter anden lovgivning end islams, om end det er én dom, også hvis regentens holdning er, at det er illegitimt at dømme efter anden lovgivning end den islamiske. I forlængelse heraf dømmer de borgerne som vantro, uagtet om de er enige med regenten eller ej, undtaget dem, der gør oprør mod regenterne og bekriger dem. På den baggrund har de erklæret muslimernes blod og ejendom som fredløst. Og som følge af disse mennesker opstod der talrige stridigheder og ødelæggelser gennem tiderne.

Trosbrødre, i det tredje århundrede efter emigrationen tiltog de afvigende grupper, men Allah, være hævet og ophøjet, bistod religionen i slutningen af det århundrede med to imamer, den ene var araber, og den anden var ikke-araber. Araberen var Abu Al-Hasan Al-Ash^ariy, der levede i Irak, og den anden var Abu Mansur Al-Maturidiy, der levede i Persien. Disse og deres elever efter dem gendrev de vildfarne sekter og stadfæstede den sande tro med beviser og belæg, indtil vildfarelsens folk indskrænkedes og blev bragt til fald. Derved henvistes sunnitterne til disse to imamer, og derved fik ahl as-sunnah wal djama^ah betegnelsen ashairitter og maturiditter. Dette bekræftes af de faktiske forhold samt virkeligheden, idet hvis man som undersøgende ser nærmere på nationens lærde indenfor de forskellige kundskaber, fra de to hæderlige lærdes tid til vores tid, da vil man erfare, at de enten er ashairitter eller maturiditter, prist være Allah for det.

Mine kære, Al-Hakim berettede i sin bog Al-Mustadrak og andre lærde berettede ligeså, at da Allahs udtalelse blev åbenbaret[4]:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُواْ مَن يَرْتَدَّ مِنكُمْ عَن دِينِهِ فَسَوْفَ يَأْتِي اللهُ بِقَوْمٍ يُحِبُّهُمْ وَيُحِبُّونَهُ أَذِلَّةٍ عَلَى الْمُؤْمِنِينَ أَعِزَّةٍ عَلَى الْكَافِرِينَ يُجَاهِدُونَ فِي سَبِيلِ اللهِ وَلاَ يَخَافُونَ لَوْمَةَ لآئِمٍ ذَلِكَ فَضْلُ اللهِ يُؤْتِيهِ مَن يَشَاء وَاللهُ وَاسِعٌ عَلِيمٌ

Hvilket betyder: ”O troende, den af jer der frafalder sin religion, da vil Allah bringe et folk som Han elsker og som elsker Ham, ydmyge er de overfor de troende og barske overfor de ikke-troende. De kæmper for Allahs sag og frygter ikke den bebrejdendes bebrejdelse. Dette er Allahs gavmildhed, som Han skænker den, Han vil, og Han er umådelig Gavmild, Alvidende,” sagde Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham: ”Disse er dit folk, Abu Musa”, og han pegede på Abu Musa Al-Ash^ariy”. Imam Al-Qushayriy sagde: ”Abu Al-Hasan Al-Ash^ariy tilhører hans folk”.

Endvidere berettede imam Ahmad og Al-Hakim med en sahih-kæde om den troværdige, sandede, verdnernes Herres elskede, at han sagde: ”Konstantinopel vil sandeligt erobres, sikken fortræffelig emir dens emir er, og sikken fortræffelig hær dens hær er”. Og Konstantinopel blev erobret efter otte hundrede år. Sultanen, krigeren, Muhammad Al-Fatih, må Allah benåde ham, erobrede den, og han var maturidit i troen, som velkendt.

Ved Gud, ville profeten, må Allah ophøje og frede ham, rose en person, der afviger fra ham i troen? Ville profeten, må Allah ophøje og frede ham, rose en person, der afviger fra hans lære, og hvad han bragte af sandhed? Ved Gud, svaret er nej! Disse to udtalelser leverer belæg for, at ashairitterne og maturiditterne er på den sande og rette sti. Og et tilstrækkeligt bevis herpå er, at millioner af muslimer på verdensplan følger de to hæderlige imamers retning.

Vi beder Allah, være ophøjet, om at fastholde os på disse to imamers tro, og at lade os dø med denne tro, for profeterne og sendebudenes skyld.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[5]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[6]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] An-Nisa´, vers 115.

[2] Berettet af At-Tirmidhiy og andre.

[3] Berettet af At-Tirmidhiy

[4] Al-Ma´idah, vers 54.

[5] Al-Ahzab, vers 56.

[6] Al-Hadj, vers 1-2.