Betydning af det andet vidnesbyrd

Betydningen af (det andet vidnesbyrd, som er) Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs sendebud (må Allah ophøje og frede ham) er: jeg ved, tror på (og godtager samt underkaster mig i mit hjerte) og erklærer (med ord) at Muhammad, søn af ^Abdillah, søn af ^Abdil-Muttalib, søn af Hashim, søn af ^Abdi-Manaf (søn af Qusay, søn af Kilab, søn af Murrah, søn af Ka^b, søn af Lu´ay, søn af Ghalib, søn af Fihr, søn af Malik, søn af An-Nadr, søn af Kinanah, søn af Khuzaymah, søn af Mudrikah, søn af Ilyas, søn af Mudar, søn af Nizar, søn af Ma^ad, søn af ^Adnan) Qurayshianeren (dvs. den som stammer fra den mest ærværdige stamme Quraysh) er Allahs skabning og sendebud til alle skabningerne (blandt mennesker og djin). Det (altså troen på vor mester Muhammads budskab, må Allah ophøje og frede ham) indbefatter også troen på, at han blev født i Mekka (og at hans mor er Aminah, datter af Wahb, fra Zuhrah-slægten, der oprinder fra Quraysh-stammen) og (at han) fik sin åbenbaring om profetien deri (dvs. han var bosiddende i Mekka og modtog åbenbaringen om profetien, imens han befandt sig i grotten Hira´) at han emigrerede (dvs. forlod Mekka og rejste på Allahs befaling) til Medina (den belyste by, hvor han døde) og blev begravet deri (i Fru ^A´ishahs værelse, må Allah beære hende). Ligeledes indebærer det, at han var sandfærdig på alt, hvad han fortalte og overbragte fra Allah. (Han tog aldrig fejl herom, det være sig fortællingerne om de forgangne nationer, universets tilblivelse, legale og illegale sager, eller det han fortalte om ville hænde i fremtiden. Derimod er det muligt for ham at fejle i hvad angår de verdslige anliggender, som han fortalte om, og hvorom han ikke fik åbenbaring. Det er pålagt enhver at tro fast på hvad profeten, må Allah ophøje og frede ham, har informeret om)

Heriblandt:

• Gravens pinsler (i sjæl og på krop fx at den vantro ser helvedet to gange dagligt, en gang i begyndelsen af dagen og en gang i slutningen. Han pines dels ved at se sit opholdssted i det hinsides og dels ved at generes af gravens mørke og ensomheden deri),
• Lyksaligheder (dvs. gravens lyksaligheder, såsom udvidelse af graven 70 dhira^5 gange 70 dhira^ og belysning af graven med et lys, der ligner fuldmånens lys).
• Udspørgningen af de to engle, Munkar og Nakir (således udspørges både den troende og den vantro fra denne nation om sin tro, som denne besad ved døden. Enhver svarer i overensstemmelse med sin tilstand. Der undtages fra denne udspørgning profeterne, børnene, der døde inden puberteten, og krigsmartyrerne).
• Opstandelsen (som er de dødes opståen fra graven efter deres genoplivelse).
• Samlingen (som er skabningernes samling og førelse til samlingsstedet efter deres opstandelse).
• Dommedagen (der indledes med menneskernes opståen af deres grav og afsluttes med paradisfolkets indtrædelse i paradiset og helvedesfolkets indtrædelse i helvedet).
• Regnskabet (hvilket er at skabningerne forevises deres handlinger).
• Belønningen (som er det den troende gengældes med på Dommedag og som glæder denne).
• Straffen (som er det, der gør skabningen fortræd den dag, herunder indtrædelse i helvedet og hvad der hører derunder af straf for synderne).
• Vægten (som er det, hvorpå skabningernes gerninger vejes, på Dommedag).
• Helvedet (hvilket er stedet, som Allah har beredt for at pine de vantro og nogle af de syndige muslimer. Det eksisterer allerede og forgår ikke).
• Broen(som er en bro, der vil være over helvedet, og som menneskerne skal passere, hvorved deres handlinger er det, der fører dem over. Dens ene ende er beliggende på den udskiftede jord og dens anden ende ved paradiset efter helvedet).
• Søen (hvilket er et sted, hvori Allah har beredt en drik til paradisets folk, hvorfra de drikker efter deres passage af broen og før deres indtrædelse i paradiset. Herefter tørster de aldrig).
• Forbønnen (der er forbeholdt muslimerne. Således vil de, der har lov til at gå i forbøn på Dommedag, bede Allah om at lade straffen for nogle af de syndige muslimer bortfalde).
• Paradiset (hvilket er stedet, Allah har beredt for at behage de troende. Det eksisterer allerede og forgår ikke).
• Synet af Allah, være ophøjet, med øjet i det hinsides (dvs. at det er sandt, dette er forbeholdt de troende. De ser Ham, mens de er i paradiset) uden at Allah har en form, skikkelse eller er i et sted eller retning (og uden forlignelighed, som det er tilkendegivet af Imam Abu Hanifah, må Allah beære ham) dvs. ikke som måden en skabning ses på (idet skabningen vil befinde sig i en retning i forhold til seeren, derimod vil de troende være på deres plads i paradiset og se Allah, uden at Allah er i et sted), det evige ophold i dem (dvs. i paradis og helvede, således er det pålagt at tro på at de troende foreviges i paradiset og de vantro i helvedet, samt at der ikke forekommer nogen død derefter).
• Troen på Allahs engle (dvs. på deres eksistens og på at de er nogle ærede skabninger, der ikke trodser Allah, i hvad Han befaler dem samt gør hvad de bliver befalet. De er hverken han- eller hunkøn. De hverken spiser, drikker, sover eller formerer sig).
• Hans sendebude (dvs. alle Hans profeter, både de af dem, der er sendebude sendt med en ny lovgivning, og de af dem, der ikke er det. Det første af Allahs sendebude er vor mester Adam, fred over ham, og det sidste af dem er vor mester Muhammad, må Allah ophøje og frede ham),
• Bøger (hvor de mest kendte af dem er følgende fire: Koranen, Toraen, Evangeliet og Davids Skrifter), og (det er ligeså pligtigt at tro på)
• Skæbnebestemmelsen (dvs. dels at tro på at alt, der hænder, er skæbnebestemt af Allah, være ophøjet, dels at godtage Allahs skæbnebestemmelse og dels at afholde sig fra at protestere mod Allah i hvad angår Hans skæbnebestemmelse af godhed, ondskab, det søde og det bitre. Således foregår det skæbnebestemte) såvel det gode som det onde (med Allahs skæbnebestemmelse, skabelse og vilje, det der deraf er godt, elsker vi, og det der er ondt, hader vi) samt (at troen på profetens budskab, må Allah ophøje og frede ham, indbefatter)

At Muhammad, må Allah ophøje og frede ham, er den sidste af profeterne (hvorefter der ingen profet er og ingen ophæver hans lovgivning) og (han er) mesteren af hele Adams slægt (for han er den bedste af Allahs skabninger og den med højest rang og status hos Allah).

I tillæg hertil er det pålagt at tro på, at enhver af Allahs profeter må være beskrevet med

• Sandfærdighed (således er løgn umuligt for dem, da dette er en ufuldkommenhed, der strider imod profetiens status. De skal også være beskrevet med)
• Troværdighed (således er forræderiskhed umuligt for dem, og derved snyder de ikke folk, der spørger dem til råds, ej heller tager de andres ejendomme uretmæssigt) og (de må også være beskrevet med)
• Skarpsindighed (således er alle profeterne velbegavede og kvikke. Dermed er ubegavelse umuligt for dem, da ubegavelse og dumhed modstrider deres status, idet Allah sendte dem for at forkynde budskabet til folk og fremkomme med modsvar mod de stædige vantro).

• Følgelig er løgnagtighed, forræderiskhed (dvs. det er umuligt for dem at være beskrevet med løgnagtighed og forræderiskhed, som fastslået af det førnævnte),
• Skændighed (som er de usle og laves manérer, således findes der ingen blandt profeterne, der er skændig, der fx tilsniger sig blikke på fremmede damer med lyst, ej heller findes der nogen blandt dem der stjæler, selv en enkelt drue),
• Nederdrægtighed (som er at handle modsat det vise. Således findes der ingen blandt dem, der er nederdrægtig og som siger modbydelige og grove udtryk, egoet afskyer, ligeledes er det umuligt for dem at være beskrevet med),
• Ubegavethed (således er der ingen iblandt dem der er ubegavet og ikke formår at belægge sin påstand med beviser for sine modstandere ej heller findes iblandt dem en sinke der ikke begriber ord fra første gang uden at det skal gentages flere gange, derudover er det umuligt for dem at være beskrevet med)
• Fejhed (mens naturlig frygt ikke er umulig for dem. Det er også umuligt for profeterne dels at fortale sig i de religiøse anliggender som de verdslige) og (dels)
• Alt hvad der støder folk fra at tage imod kaldet fra dem (herunder frastødende sygdomme, såsom at orme kommer ud af kroppen).
• Desuden må de nødvendigvis besidde immunitet (dvs. den fuldkomne beskyttelse uden undtagelse) over for vantro, store synder samt små lumpne (og gemene) synder såvel før som efter profetien. (Således er profeterne, fred over dem, beskyttet imod at begå blasfemi, store synder og at pådrage sig de små synder der indebærer lumpenhed og gemenhed, som f.eks. at stjæle en drue, dette gælder før og efter profetien).

Til gengæld er det muligt for dem at begå andre små synder (hvilke er de små synder der ikke indeholder lumpenhed eller gemenhed, ligesom det, der skete med vor mester Adam) men (skulle sådant noget) dog (forekomme fra dem, da) vil de øjeblikkeligt gøres opmærksom på at angre, førend nogen (fra deres nation) efterligner dem (og følger dem) i disse (dvs. i udøvelse af disse små synder, eftersom de er forbilleder for menneskene). Herudfra konstateres, at profetien er ugyldig for Yusufs brødre (hvilke er de ti) der begik de lumpne handlinger (som at slå deres broder Yusuf, fred være over ham, kaste ham i brønden samt at nedværdige deres fader, profeten Ya^qub, fred være over ham, hvilket er vantro) med undtagelse af Binyamin (for han deltog ikke i hvad de gjorde). Al-Asbat er (ikke dem der gjorde Yusuf fortræd, men) derimod disses slægt (og) som (blev nævnt af Allah i Koranen), modtog åbenbaring og blev udkåret til profetien. (Sprogligt anvendes As-Sibt om et barn og barnebarn/en søn og sønnesøn).