I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn
Fredagstalen
Blot det at søge nødhjælp hos andre end Allah hører ikke til polyteisme
Første tale:
Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi angrer overfor Ham, og beder om Hans syndsforladelse. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Allah, Den Ene uden partner, uden lige, mage og rival. Han har ingen fysisk grænse eller lemmer, og Han er ikke et legeme. Han er udelelig, uafhængig, føder ikke og er ej heller født, og Han har ingen lige. Jeg bevidner, at vor mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede sendt af Allah som en nåde for verdnerne og som vejleder, varsler og advarer. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, kalderen til godhed og vejledning, der viste vejen til succes for sin nation, og som belyste for den midlerne til triumf, samt hans slægt og fortrinlige ledsagere.
Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah. Frygt Ham ved at efterfølge Hans profet gennem praktisering af, hvad han forkyndte. Og Hast med at udføre tilbedelser, førend døden indtræffer, sådan at I kan opnå belønninger og jeres vægtskål tynges deraf på dommedag. Allah, være hævet og ophøjet, siger[1]:
فَأَمَّا مَن ثَقُلَتْ مَوَازِينُهُ {6} فَهُوَ فِي عِيشَةٍ رَّاضِيَةٍ {7} وَأَمَّا مَنْ خَفَّتْ مَوَازِينُهُ {8} فَأُمُّهُ هَاوِيَةٌ {9}
Sunna Files Free Newsletter - اشترك في جريدتنا المجانية
Stay updated with our latest reports, news, designs, and more by subscribing to our newsletter! Delivered straight to your inbox twice a month, our newsletter keeps you in the loop with the most important updates from our website
Hvilket betyder: ”Den, hvis gode gerninger, vejer tungere, vil opnå en tilfredsstillende tilværelse (i paradis). Mens den, hvis slette gerninger, vejer tungere, vil ende i fald (i helvede).”
At-Tirmidhiy berettede i sin Sunan, at Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede om profeten, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde: ”Når mennesket dør, ophører hans indtjeningskilder for belønning med undtagelse af tre: en løbende velgørende, en nyttefuld viden og en from efterkommer, der beder for ham.” Betydningen af profetens ord ”ophører hans indtjeningskilder for belønning” er, at den regnskabspligtige gøren, hvoraf man opnår belønning, slutter med menneskets død med undtagelse af disse tre måder, der skyldes den afdødes egen fortjeneste. Derfor vil den afdøde, der efterlader en nyttefuld viden, vedblive med at få belønning, i samme grad som der drages nytte af den viden, han efterlod efter sin død, eftersom han var foranledningen til denne nytte. Og hvis han efterlader en løbende velgørende, såsom opførelse af en moske; en skole, hvori der undervises i nyttige fag; eller noget lignende, da vil han vedblive med at få belønning, afhængigt af nytten, som velgørenheden giver, idet han står bag den. Og hvis hans fromme efterkommer beder en bøn for ham, beder for at belønningen for sin koranlæsning foræres ham eller lignende, da vil denne afdøde atter få belønning som følge af at han var grunden til sin efterkommers fromhed med sin opdragelse af ham og undervisning, hvormed efterkommeren opnåede fromhed.
Hvad angår det, hvis autenticitet er stadfæstet via iagttagelse og gruppeberetning, såsom at nogle fromme muslimer beder eller reciterer koran i deres grav, så er der ikke en vedblivende belønning for deres bøn og recitation i graven, eftersom ansvarligheden er ophævet for dem.
Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, gjorde sin nation opmærksom på, at de belønningsværdige gerninger er slut efter døden. Derfor må de haste med at udføre tilbedelser inden døden. På den anden side rummer denne udtalelse ikke belæg for visse menneskers påstand om, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, hverken kan handle efter sin død eller gavne andre, og derfor skulle det være forbudt at kalde ham efter hans død sigende: ”O Muhammad” eller ”O Allahs sendebud.” De overdriver endda og påstår, at det skulle høre til polyteisme, hvormed man udtræder fra islam. Men deres påstand står i kontrast til, hvad muslimer fra salaf og khalaf bærer af overbevisning. Og som belæg for deres påstand anvender de udtalelsen: ”Når mennesket dør, ophører hans indtjeningskilder for belønning med undtagelse af tre.” Profetens udtalelse leverer overhovedet ikke belæg for deres påstand. Derimod er udtalelsens betydning, som vi tidligere fremlagde, at den regnskabspligtige gøren, dvs. den man belønnes for, slutter. Og den betyder ikke, at den afdøde er som et træstykke efter begravelsen, at han hverken føler, hører eller siger noget. Hvordan skulle det forholde sig således, når det er stadfæstet hos ibn Madjah samt andre, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, er levende i sin grav, og at han forevises sin nations gøren. Hvis han ser noget godt, da takker han Allah herfor, og hvis han ser noget andet, da beder han Allah om tilgivelse for dem. Det er ligeså blevet stadfæstet, at profeten hilser tilbage på den, der hilser på ham ved hans grav, og at han meddeles hilsenen fra den, der hilser på ham fra et fjernt sted. Og vi har nævnt i en tidligere fredagstale om Himmelfarten, hvordan Moses, fred over ham, gavnede Muhammads nation, ved at han vejledte vor mester Muhammad til at bede Allah om at formindske antallet af de forpligtede bønner, fra 50 til 5 i døgnet. Og dette er et tydeligt bevis på, at den afdøde, med Allahs vilje, gavner efter sin død.
Hvad angår disse skødesløses vantroerklæringer, som de kaster efter muslimerne, fordi muslimerne, under trængsel, kalder efter nødhjælp fra Allahs sendebud, så er deres vantroerklæringer uberettiget, idet den levende, når han, med Allahs vilje, gavner en kalder, så er det i betragtning af, at han er en årsag, mens skaberen af gavn og skade er Allah, være ophøjet. Der findes nemlig ingen, som kan skabe noget som helst, foruden Allah. Tilsvarende, med Allahs vilje, gavner en afdød en kalder i betragtning af at den afdøde er en årsag, når kalderen beder Allah om at lette hans sag. Dermed er den levende og den afdøde ligestillede i forbindelse med at ingen af dem har andel i skabelse af gavn eller skade, derimod er de begge årsager, mens skaberen af gavn og skade er Allah, være ophøjet.
I, som forhaster jer med at fælde vantrodom over nationen, stopper I ikke op et øjeblik og reflekterer… Når I bliver syge og tager medicin, hvormed I helbredes, er helbredelsen ikke skabt af Allah? Tog I ikke medicinen, fordi den er årsag til helbredelse? Erklærer I jer selv for vantro/polyteister, fordi I tog medicinen som årsag/middel til helbredelse? Det tror jeg ikke, at I gør. Så når en person tager medicin fremstillet af en anden person, ikke falder i vantro/polyteisme ved at tage medicinen som årsag til helbredelse med tro på at Allah er skaberen af såvel gavn som skade, sygdom som helbredelse, hvorfor skulle det så være vantro/polyteisme, at man tager Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, som årsag til at imødekomme ens behov.
Trosbrødre, ledsagerne, må Allah være tilfreds med dem, forstod fra Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, legitimiteten af at kalde ham om nødhjælp efter hans død. Dette er noget, som både Abdullah søn af Umar, må Allah være tilfreds med dem begge, og andre forstod. Al-Bukhariy berettede i sin bog Al-Adab Al-Mufrad (i kapitlet Hvad siger man, hvis benet rammes af følelsesløshed), at Abdullah søn af Umar blev ramt af følelsesløshed i benet, og da sagde en mand til ham: ”Nævn det mest elskede menneske for dig,” og da sagde han: ”O Muhammad.” I en anden beretning af Ibn As-Sunniy, at han sagde: ”O Muhammad,” og så rejste han sig og gik. I en anden beretning til ham, at han sagde: ”O Muhammad,” og det lignede, at han havde frigjort sig fra et reb. Dvs. at følelsesløsheden, som er en sygdom, der minder om lammelse, forsvandt fra ham. Dette udtryk: ”O Muhammad,” som Abdullah søn af Umar fremsagde, var et kald om nødhjælp fra Allahs sendebud. Mens det ifølge disse skødesløse personer, der forhaster sig med at erklære muslimerne for vantro, er vantro, at kalde Allahs sendebud om nødhjælp efter hans død. Hvad er deres svar til denne redegørelse? Frafalder de fra deres påstand om, at personen, der kalder: ”O Muhammad”, er vantro, eller kaster de vantroerklæring efter Abdullah søn af Umar, der var en ledsager, som profeten, må Allah ophøje og frede ham, beskrev med, at han er en from mand?
Trosbrødre, det er ikke vantro/polyteistisk, at en muslim under trængsel siger: ”O Muhammad,” som betyder o Allahs sendebud, hjælp os ved at bede til Allah om at lette vores bekymring. Trosbrødre, imidlertid er det vantro at bede andre om noget, hvis man søger fra dem, at de skal skabe noget, dvs. at de skal frembringe noget fra intethed, ligesom Allah skaber. Ligeså gælder det, hvis man søger fra en anden, at han skal tilgive ens synder, idet Allah, være ophøjet, siger[2]:
هَلْ مِنْ خَالِقٍ غَيْرُ اللهِ
Hvilket betyder: ”Der er ingen anden skaber end Allah.” Og Han, være ophøjet, siger[3]:
وَمَن يَغْفِرُ الذُّنُوبَ إِلاَّ اللهُ
Hvilket betyder: ”Ingen anden end Allah tilgiver synderne.” Forholder det sig ikke således, at Gabriel sagde til mesterinde Maryam[4]:
لأَهَبَ لَكِ غُلامًا زَكِيًّا
Hvilket betyder: ”For at skænke dig en ren søn.” Mens den, der i virkeligheden skænkede sønnen, Jesus, var Allah. Alligevel gjorde Allah Gabriel årsag til det, og dermed henførte Gabriel skænkningen til sig selv. Ligeledes forholder det sig, når man siger: ”O Allahs sendebud.” Man ved at skaberen af hjælp er Allah, og at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, er en årsag til hjælp.
På baggrund heraf kan man indse den store krænkelse, der begås af de, der erklærer muslimerne, som beder Allah via andre eller laver et nødråb, for vantro. Blot fordi muslimerne siger: ”O Allahs sendebud, min formåen er aftaget, hjælp mig” eller lignende udtryk, så erklærer de dem for vantro og erklærer deres blod og penge for fredløse, både for at stifte ufred og at så fordærv på jorden. Vi beder Allah om hjælp imod dem. Sikken god støtter Allah er og sikken god triumfgiver Han er.
Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.
Anden tale:
Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.
Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[5]:
إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا
hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[6]:
يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ
hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”
O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.
[1] Al-Qari^ah, vers 6-9.
[2] Fatir, vers 3.
[3] Al ^Imran, vers 135.
[4] Maryam, vers 19.
[5] Al-Ahzab, vers 56.
[6] Al-Hadj, vers 1-2.