De entydige og de flertydige vers

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

De entydige og de flertydige vers

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, der åbenbarede koranen som en retledning og nåde. I koranen findes både flertydige og entydige vers, og med den oplyste Allah nogle sind, mens nogle hjerter forseglede Han. Dem, Allah vejledte, er succesfulde som følge af Hans gavmildhed, og dem, Han vildledte, er tabere – og dette er retfærdigt af Ham, for Han er både ophøjet og fri for uretfærdighed. Og Han gør, hvad Han vil. Jeg beder Allah om at ophøje og frede vor mester Muhammad, de lydiges mester, og jeg beder Ham om at ophøje samt frede hans gode slægt og dem, der som troende ledsagede ham. Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Allah, der alene er tilbedt med rette, og jeg bevidner, at vor mester Muhammad er Hans skabning og sendebud. Må min Herre ophøje ham samt ethvert sendebud, Han har udsendt.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, der siger i sin fuldkomne bog[1]:

هُوَ الَّذِيَ أَنزَلَ عَلَيْكَ الْكِتَابَ مِنْهُ ءَايَاتٌ مُّحْكَمَاتٌ هُنَّ أُمُّ الْكِتَابِ وَأُخَرُ مُتَشَابِهَاتٌ فَأَمَّا الَّذِينَ فِي قُلُوبِهِمْ زَيْغٌ فَيَتَّبِعُونَ مَا تَشَابَهَ مِنْهُ ابْتِغَاءَ الْفِتْنَةِ وَابْتِغَاءَ تَأْوِيلِهِ وَمَا يَعْلَمُ تَأْوِيلَهُ إِلَّا اللَّهُ وَالرَّاسِخُونَ فِي الْعِلْمِ يَقُولُونَ ءَامَنَّا بِهِ كُلٌّ مِّنْ عِندِ رَبِّنَا وَمَا يَذَّكَّرُ إِلَّا أُوْلُوا الأَلْبَاب

Hvilket betyder: ”Han er Den, der åbenbarede koranen for dig. I den findes både entydige vers, der er grundlaget i koranen, og flertydige vers. Og hvad angår dem, der har afvigelse i hjertet, så følger de de flertydige vers fra koranen for at mislede (folk) og mistolke (versene). Ingen kender til koranens tolkning undtagen Allah og de rodfæstede i viden, der siger ’vi tror på den, alt i den er fra Vorherre” og ingen på nær de forstandige tager ved lære.”

Trosbrødre, vor Herre, være hævet og ophøjet, meddelte, at koranen indeholder entydige og flertydige vers. De entydige vers er de vers, hvis budskab fremstår klart, og dermed kan disse vers i henhold til sproget ikke udlægges på en anden måde end én. Et eksempel herpå er verset[2]:

وَلَمْ يَكُنْ لَّهُ كُفُوًا أَحَدٌ

Hvilket betyder: ”Og Han har ingen lige.” Og tilsvarende verset[3]:

لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء

Hvilket betyder: ”Intet er lig Ham.” Og Allah, være hævet og ophøjet, benævnte de entydige vers koranens grundlag, eftersom de er grundlaget, som de flertydige vers henvises til. Og de fleste koranvers er entydige.

Hvad angår de flertydige vers, så er deres budskab uklart, dvs. at budskabet fremstår ikke tydeligt, og disse vers har flere betydninger i henhold til det arabiske sprog. For at kende til betydningen, der er meningen med dem, er der behov for at de bliver udlagt af fagfolk, der kender lovkilderne, deres betydninger og det arabiske sprog, således er deres betydningerne ikke ukendte for dem. Det forholder sig sådan, at ikke enhver, der læser koranen, må fortolke koranen. Et eksempel herpå er verset[4]:

الرَّحْمٰنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى

Hvilket betyder: ”Gud har undertvunget (istawa) Tronen.” Ordet istawa har 15 betydninger ifølge sproget, og derfor er der behov for lærde til at kende til den betydning, der er meningen med verset.

Trosbrødre, sunnitterne har to fremgangsmåder til fortolkningen af de flertydige vers, og begge er fuldgyldige. Den ene er fremgangsmåden ført af salaf, som er folket fra de tre første århundreder. De fortolkede de flertydige vers flygtigt ved at henvise dem til de entydige vers, således troede de på dem og bar på den overbevisning at de har en betydning, der passer for Allahs ophøjethed og mægtighed, uden at give dem en bestemt betydning eller foretage en umiddelbarfortolkning. Hvis de hørte Allahs udtalelse: الرَّحْمٰنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى så henviste de det til et entydigt vers fx لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء der betyder: ”Intet er lig Ham.” Og vid, at den umiddelbare betydning, dvs. den betydning, der allerførst falder én ind i forbindelse med verset: الرَّحْمٰنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى det er fysisk stabilisering eller sidning, men dette er ikke meningen med verset ej heller er det betydningen af det, da disse hører til skabningernes egenskaber, og denne betydning står i kontrast til det entydige vers: لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء der betyder: ”Intet er lig Ham.” Følgelig fortolkede de verset flygtigt sigende Guds istiwa´ er på en måde, der passer for Ham. Det er hverken sidning, fysisk stabilisering eller en måde, der modsvarer en egenskab for skabningerne. Dette harmonerer med, hvad imam Ash-Shafi^iy, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Jeg tror på, hvad der er fremkommet om Allah, på den måde, Allah ville, og jeg tror på, hvad der er fremkommet om Allahs sendebud, på den måde, Allahs sendebud, mente.” Hermed tilsigtede han, må Allah være tilfreds med ham, at det ikke er sådan, som fantasien og forestillingerne leder frem til af fysiske, legemlige størrelser, hvilke er upassende for Allah.

Den anden fremgangsmåde er khalafs, hvor de giver en detaljeret fortolkning ved at bestemme nogle betydninger for versene, der harmonerer med det arabiske sprog. Derudover tillægger de ikke versene umiddelbare betydninger, ligesom salaf ikke gjorde.

Både salaf og khalaf er enige om, at det er illegitimt, at tolke versene med den umiddelbare betydning eksempelvis med verset: الرَّحْمٰنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى. De fleste af salaf sagde, at guds istiwa´ ikke er fysisk, dvs. en måde, der passer for Allahs ophøjethed og mægtighed, og ikke på en måde forbundet med skabningernes egenskaber dvs. at det ikke er sidning, fysisk stabilisering eller fysisk beliggenhed i retning op. Endvidere sagde den anden kategori, som er khalaf, at guds istiwa´ betyder undertvingelse, værn om og bevarelse, idet undertvingelse hører til istiwa´s betydninger ifølge det arabiske sprog, og fordi denne betydning er samstemmende med det entydige vers: لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء samt verset[5]: وَهُوَ الْقَاهِرُ فَوْقَ عِبَادِهِ der betyder: ”Og Han har undertvunget sine skabninger.”

Nogle af de afvigende folk påstår, at fortolkning er illegitimt, og at salaf ikke fortolkede, men denne påstand er usand og forkastet – hvordan ellers, når der er fremkommet, at ibn ^Abbas serverede wudu´-vand til profeten, mesteren i det dennesidige og hinsidige liv, må Allah ophøje og frede ham. Så spurgte profeten, må Allah ophøje og frede ham: ”Hvem gjorde det?”, og da svarede ibn ^Abbas, jeg, o Allahs sendebud. Så sagde profeten: ”O Allah, lær ham om religionen, og lær ham om fortolkningen.” Havde fortolkning været fuldstændigt forbudt, da ville denne bøn have været imod ibn ^Abbas og ikke for ham.

Desuden bevirker et fortolkningsforbud, at koranen bliver modsætningsfyldt. For at illustrere dette nævnes, at hvis man tager udgangspunkt i den umiddelbare betydning af verset[6]: وَهُوَ مَعَكُمْ أَيْنَ مَا كُنتُم som betyder: ”Og Han er vidende om jer, hvor I end befinder jer.” Og dermed tror på, at Allah fysisk er sammen med enhver, eller tror, at Allah, være ophøjet, eksisterer i alle steder, samtidigt med at man tager udgangspunkt i den umiddelbare betydning af verset: الرَّحْمٰنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى som betyder: ”Gud har undertvunget (istawa) Tronen.” Og dermed tror, at Allah sidder på Tronen, i så fald vil dette medføre et modsætningsforhold, idet den umiddelbare betydning er, at Allah er i retningen op over Tronen, og at Han fysisk er sammen med enhver i alle retningerne, herunder retningen ned på jorden, og på den måde opstår modsætningsforholdet. Og at Koranen skulle være modsætningsfyldt er umuligt. Allah, være ophøjet, siger[7]:

أَفَلاَ يَتَدَبَّرُونَ الْقُرْءانَ وَلَوْ كَانَ مِنْ عِندِ غَيْرِ اللهِ لَوَجَدُواْ فِيهِ اخْتِلاَفًا كَثِيرًا

Hvilket betyder: ”Reflekter de ikke over koranen. Havde den været fra andre end Allah, da ville den rumme en masse modsætningsforhold.” Hvis man derimod henviser de to vers til verset: لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء der betyder: ”Intet er lig Ham.” Og dermed fortolker istawa med undertvingelse eller blot siger, at verset har en betydning, der passer for Allah, samtidig med at man afviser, at Allah skulle opholde sig i et sted og at sidde på Tronen samt fysisk stabilisere sig på den, og fortolker Allahs udtalelse: وَهُوَ مَعَكُمْ أَيْنَ مَا كُنتُم med viden, dvs. at Han er vidende om jer, da vil dette medføre sikkerhed og frelse for én, eftersom det samstemmer med det entydige vers لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء der betyder: ”Intet er lig Ham.”

Og i øvrigt hvad siger den person, der går ind for fortolkningsforbud, til Allahs udtalelse, der beretter om vor mester Abraham, fred over ham[8]: إِنِّي ذَاهِبٌ إِلَى رَبِّي سَيَهْدِينِ der betyder: ”Jeg drager imod stedet, min Herre befalede mig til. Han vil retlede mig.” Abraham, fred over ham, drog imod Palæstina. Hvad vil personen sige? Vil han påstå, at Allah bor i Palæstina, eller vil han fortolke verset, sådan at det samstemmer med det entydige vers لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْء der betyder: ”Intet er lig Ham” og de andre entydige vers! Trosbrødre, meningen med Abrahams ord var, at han søgte imod det sted, som hans Herre befalede ham at drage til.

Muslimske bror, hvis du læser eller hører et koranvers, hvis umiddelbare betydning står i kontrast til de entydige vers, så forhast ikke, hvis du ikke har hørt dets fortolkning fra en kompetent person, og sig, at verset har en betydning, der passer for Allah, og henvis verset til de entydige vers. Tag ikke udgangspunkt i den umiddelbare betydning, der allerførst falder dig ind og som kan virke til at betyde, at Allah ligner sine skabninger. Sluttelig må Allah være tilfreds med mesteren, den store Ahmad Ar-Rifa^iy, der sagde: ”Værn om jeres tro imod at holde fast i det umiddelbare i det flertydige i koranen og sunnah, da dette hører til den elementære vantro.”

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad søn af Abdullah samt enhver profet, Han har udsendt. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[9]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[10]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al ^Imran, vers 7.

[2] Al-Ikhlas, vers 4.

[3] Ash-Shura, vers 11.

[4] Taha, vers 5.

[5] Al-An^am, vers 18.

[6] Al-Hadid, vers 4.

[7] An-Nisa´, ver 82.

[8] As–Saffat, vers 99.

[9] Al-Ahzab, vers 56.

[10] Al-Hadj, vers 1-2.