Dommen for ægteskab mellem de to Eid-højtider

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Dommen for ægteskab mellem de to Eid-højtider

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, beder om Hans hjælp, vejledning, syndsforladelse og retledning, og vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, er den vejledte, og den, Han vildleder, findes der ingen støttende vejleder for.

Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Allah, Den Ene uden partner, uden lige og mage. Hvad du end forestiller dig, er Allah ulig det, og den, der beskriver Allah med en af menneskets egenskaber, begår vantro.

Jeg bevidner, at vor mester, elskede, leder og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede sendt af Allah med vejledningen og den sande religion. Han var med Allahs billigelse både vejleder, varsler, advarer og kalder til Allahs religion. Og han var et belysende lys, hvormed Allah vejledte nationen, ophævede dens plage og førte menneskene ud af mørket til lyset, må Allah derfor belønne ham med det bedste, Han har belønnet nogen af sine profeter på deres nations vegne. Og må Allah ophøje vor mester Muhammad, hans gode, rene slægt og ledsagere samt dem, der fulgte dem godt indtil dommedag.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Almægtige, så frygt Ham, Han er verdnernes Herre. Allah, være ophøjet, siger i den ærede koran[1]:

وَمَا ءاتَاكُمُ الرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَاكُمْ عَنْهُ فَانتَهُوا وَاتَّقُوا اللهَ إِنَّ اللهَ شَدِيدُ الْعِقَابِ

hvilket betyder: ”Tag imod, hvad sendebuddet bringer til jer, og afstå fra, hvad han forbyder jer, og frygt Allah, sandelig straffer Allah hårdt.”

Vid, at religionen ikke er baseret på subjektive meninger, ej heller tilkommer det nogen at udtrykke sig om den efter eget velbefindende, men derimod SKAL der foreligge et anerkendt lovmæssigt belæg for det, man siger om den. Abu Dawud berettede om vor mester ^Aliy, må Allahs beærelse være over ham, at han sagde: ”Havde religionen været baseret på subjektive meninger, da ville strygning på undersiden af fodtøj (khuf) have været prioriteret fremfor på oversiden.”

Hermed fremgår det klart, at al det legitime, illegitime, pligt og ønskelighed ikke er baseret på subjektive meninger. Men derimod er udgangspunktet herfor dels den stadfæstede overlevering, der er overleveret på autentisk vis fra Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, som han overleverede den fra sin Herre, være hævet og ophøjet, og dels analogislutning, der er baseret på lovgivningens grundregler. På baggrund heraf skal den person, der ønsker at udtale sig om emner vedrørende det legitime og illegitime, være berettiget hertil, og han skal vende tilbage til lovreglerne og tage udgangspunkt i, hvad der er fremkommet af lovregler for disse emner i Allahs religion. Således at denne persons ord samstemmer med koranen og sunnah. Havde lovreglerne været funderet på, hvad den ene synes, og hvad den anden mener, når disse personer ikke tilhører idjtihad-folket, da ville grundemnernes lovregler have været modsætningsfulde. Idet den ene ville mene, at noget er godt, mens den anden ville mene, at det er slet. Og den anden ville synes, at sin holdning er den rette, mens den første ville synes, at den er forkert.

Faktummet er, at vi er et folk, Allah har benådet med vor mester Muhammads udsending. Og Allah, være ophøjet, sendte vor mester Muhammad med en rodfæstet lovgivning samt åbenbarede for ham en hellig bog, der både var fejlfri under dens åbenbaring såvel som efter. Han samlede alle religionens grundpiller og hjørnesten, hvorpå alle de legitime og illegitime emner er funderet, og han klargjorde det tilladte samt det forbudte, og i tillæg hertil den pligtige tro lige såvel som den forbudte. I forlængelse heraf befalede Vorherre, være ophøjet, os i sin bog, at vi skal følge Hans ærede profet Muhammad, må Allah ophøje og frede ham, sigende[2]:

لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِّمَن كَانَ يَرْجُو اللهَ وَالْيَوْمَ الآخِرَ

hvilket betyder: ”I har visselig i Allahs sendebud et godt forbillede, hvis I efterstræber Allahs tilfredshed og lyksaligheden på dommedagen”. Og Allah siger[3]:

قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ اللهَ فَاتَّبِعُونِي يُحْبِبْكُمُ اللهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ وَاللهُ غَفُورٌ رَّحِيمٌ

hvilket betyder: ”Sig, hvis I elsker Allah, så følg mig, da vil Allah elske jer samt syndsforlade jer, og Allah er tilgivende og nådig.” Følgelig er det tilladte, hvad profeten, må Allah ophøje og frede ham, tillod, og det forbudte er det, profeten, må Allah ophøje og frede ham, forbød.

Vi blev bekendt med, at opkrævning af renter og alkoholindtagelse er forbudte, fordi at dette fremkom eksplicit i lovgivningen. Og når dette er en velkendt sag, der ikke er fremmed for enhver sand lyttende, der efterlever sandheden, så er det også passende, at vi med dette afsæt advarer imod en fordærvet påstand, der udbredes af nogle mennesker, og imod en tro, som nogle bærer. Påstanden lyder, at det er forbudt at blive gift i tidsperioden mellem de to Eid-højtider, og troen er, at et sådant ægteskab er en elendig praksis, eller at ægteskabet er succesforladt. Der er ingen tvivl om, at dette er usandt, og det er noget fordærvet og forkasteligt, og den, der påstår eller tror dette, er i stor fare.

Vid, at ægteskab mellem de to Eid-højtider er legitimt, og der er ingen uenighed herom. Og forbuddet imod det er en afvisning af, hvad der er fremkommet i lovgivningen, og det er en modsætning til, hvad der er stadfæstet om Allahs sendebuds sunnah. Forbuddet imod det er ikke andet end en usandhed og en forvrængning, der indikerer uvidenhed eller stædighed hos den, der påstår det. Det er tomme ord uden belæg, og beviserne er endda imod det.

Muslim berettede[4], at ^Urwah berettede om de troendes moder, ^Aishah, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: ”Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, giftede sig med mig i shawwal, og havde samkvem med mig i shawwal, og hvilken af Allahs sendebuds hustruer var mere elsket af ham end mig.” ^Urwah sagde, og ^Aishah foretrak, at hendes folks kvinder flyttede ind til deres ægtefælle i shawwal. An-Nawawiy sagde[5]:

”Dette indbefatter, at det er ønskeligt at gifte andre ud, at lade sig gifte og at have samkvem i shawwal. Og vores venner tilkendegav ønskeligheden for dette, og de lagde denne beretning til grund for det. ^Aishah tilsigtede med disse ord at gendrive, hvad polyteisterne i uvidenhedsperioden fulgte, og hendes ord er en gendrivelse af, hvad nogle almene mennesker forestiller sig i dag, nemlig at det skulle være uønskeligt at gifte andre ud, at lade sig gifte eller have samkvem i shawwal. Deres forestilling er forkastelig og grundløs, og den er et aftryk af uvidenhedsperioden, hvor folk var præget af mørksyn.”

Bemærk ^Aishahs udtalelse: ”Og hvilken af Allahs sendebuds hustruer var mere elsket af ham end mig.” Dersom den belyser, at hun var den næstmest elskede hustru for profeten, må Allah ophøje og frede ham, efter Khadi-djah. Hun sagde dette for at informere at ægteskab mellem de to Eid-højtider ikke er en ondskab.

Hafidh Ibn ^Asakir, må Allah benåde ham, sagde[6]: ”I dette år, altså år 4, giftede Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sig med Um Salamah datter af Abi Umayyah, i shawwal. Og i dette år, altså år 7, giftede han (altså profeten, må Allah ophøje og frede ham) sig med Safiyyah datter af Huyay, i shawwal.” I bogen Dur Al-Mukhtar[7] fremgår: ”Han sagde i Al-Bazzaziyyah (et værk), samkvem og ægteskab mellem de to Eid-højtider er legitimt. Og når dette er bekræftet, er det hermed et faktum, at man ikke begår lovbrud, hvis man mellem de to Eid-højtider gifter sig, forlover sig med henblik på ægteskab eller har samkvem. Og den, der forbyder det, misbilliger det eller tror på, at det er en ondskab, er arrogant, og denne er en fornægter af Allahs sendebuds sunnah eller er en uvidende, der ikke er i stand til at skelne mellem sandheden og det urette.

Må enhver derfor frygte Allah og ikke udtale sig omkring religionen, alene på baggrund af sin subjektive mening, idet det ikke er frit at sige om Allahs religion, hvad man end vil og har lyst til.”

Den, som søger frelse, må overholde lovgivningens grænser og efterleve dens indhold. Vorherre, være ophøjet, siger[8]:

وَلاَ تَقُولُواْ لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ الْكَذِبَ هَذَا حَلاَلٌ وَهَذَا حَرَامٌ لِّتَفْتَرُواْ عَلَى اللهِ الْكَذِبَ إِنَّ الَّذِينَ يَفْتَرُونَ عَلَى اللهِ الْكَذِبَ لاَ يُفْلِحُونَ

Hvilket betyder: ”Og sig ikke om det, jeres tunge lyver om, dette er legitimt, og dette er illegitimt, sådan at I fabrikerer løgn om Allah. De, der fabrikerer løgn om Gud, opnår ikke triumf.” Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Den, der bevidst lyver om mig, skal indtage sin plads i helvede.”

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[9]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige.

Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Allah, vi beder Dig om retledning, fromhed, ærbarhed og åndsrigdom. O Allah, Du som forandrer hjerterne, hold vores hjerte fast på lydighed til Dig. O Allah, vi søger tilflugt hos Dig mod utåleligt plageri, fordømmelseslidelse og fjenders skadefro. Vorherre, forbedr vores religiøsitet, som er vores frelse på dommedag, forbedr vores verdslighed, hvori vores levebrød er at finde, og forbedr vores hinsidighed, hvori vores ende består. Vorherre, lad vores liv være et bidrag til enhver godhed, og lad vores død være en frihed for ethvert ondskab. Vorherre, skænk vores selv gudsfrygt, og rens det, Du er den bedste renser, Du en dets Ejer og Herre. O Allah, vi søger tilflugt hos Dig fra at miste Din nådesgave, at vores helbred fra Dig skal forsvinde, at vi overraskes med en straf fra Dig, og at vi udfører en hvilken som helst form for misgerning, Du er utilfreds med. O Allah, Du som fremskynder og udskyder, hvad du vil, og som magter alt, tilgiv vores forsyndelse, både den tidlige og den sene, i det private og i det offentlige, samt hvad Du er vidende om, men som vi ikke ved. O Allah, vi søger tilflugt hos dig fra en unyttig viden, et frygtløst hjerte, et umætteligt selv og en ubønhørt bøn. O Allah, opfyld vores behov med det tilladte, så vi ikke henvender os til det forbudte, og med din generøsitet gør os uafhængige af andre end Dig. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al-Hashr, vers 7.

[2] Al-Ahzab, vers 21.

[3] Al ^Imran, vers 31.

[4] I Sahih Muslim.

[5] I Sharh Sahih Muslim.

[6] Tarikh Dimashq.

[7] Kendt som Hashyat Ibn ^Abidin, som hører til de noble hanafiy-lærdes værker.

[8] An-Nahl, vers 116.

[9] Al-Ahzab, vers 56.