En redegørelse for verset وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجعَل لَّهُ مَخْرَجًا

I Den Nådefulde og Nådige Guds Navn

Fredagstalen

En redegørelse for Allahs udtalelse:

وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجعَل لَّهُ مَخْرَجًا

Første tale:

Lovprisning til Allah, Hvis Selv er hævet over illusionernes indikationer. Den, Hvis egenskaber er hævet over forstandens og begribelsens opfattelse. Den, Der er beskrevet med guddommelighed, førend noget af det eksisterende blev til. Den Vedvarende med de evindelige egenskaber, selv efter enhver berømmet. Den Evige, Der er hævet over at ligne de to tilblevne; mennesker og djin. Den Mægtige, Der er fri for at berøre stederne. Den, Der er hævet over ligestilling med legemerne og at ligne menneskene. Den Mægtige, som ikke må tilskrives skabningernes egenskaber. Den Betvingende, som ikke må udspørges om, hvad Han gør. Den Vidende, som åbenbarede Qur´an som heling for sjælene og kroppene. Og må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, hvis veltalenhed var vidtstrakt og hvis talekunst prydede sig, den udsendte med de fremragende beviser og blændende belæg, ham som fik åbenbaret Al-Qur´an som en nåde for menneskene og må Allah ophøje hans rene og elskværdige efterslægt og ledsagere og frede hans nation mod det, han frygtede for den.

O Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer til at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, Der siger i Sin ædle bog:

وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجْعَل لَّهُ مَخْرَجًا {2} وَيَرْزُقْهُ مِنْ حَيْثُ لا يَحْتَسِبُ وَمَن يَتَوَكَّلْ عَلَى اللَّهِ فَهُوَ حَسْبُهُ إِنَّ اللَّهَ بَالِغُ أَمْرِهِ قَدْ جَعَلَ اللَّهُ لِكُلِّ شَىءٍ قَدْرًا {3}

Hvilket betyder: ”Og den, som frygter Allah, vil Allah skænke en udvej og forsyne fra, hvad denne ikke regner med. Og den, der sætter sin lid til Allah, vil Allah være tilstrækkelig for ham. Allah gennemfører Sin sag, og Allah har fastsat en tid for alting” [Surat At–Talaaq, vers 2-3].

Kære troende, Imam Ahmad berettede i sin samling, samt Al-Hakim i bogen al-Mustadrak om Abu Dharr, at han sagde:

جَعَلَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيهِ وَسَلَّم يَتْلُو عَلَيَّ هَذِهِ الآيَة ”وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجْعَل لَّهُ مَخْرَجًا” حَتَّى فَرَغَ مِنَ الآيَةِ ثُمَّ قَالَ يَا أَبَا ذَرّ لو أَنَّ النَّاسَ كُلَّهُمْ أَخَذُوا بِـهَا لَكَفَتْهُم قَالَ فَجَعَلَ يَتْلُو بِهَا وَيُرَدِّدُهَا أهـ

Hvilket betyder: ”Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, fremlæste følgende vers: ”وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجْعَل لَّهُ مَخْرَجًا” og dernæst sagde han: ”Abu Dharr, om alle mennesker udøvede iht. dette vers, da vil det være dem tilstrækkelig”, og da fortsatte han med at gentage verset flere gange.”

Retskaffenhed betyder udførelse af samtlige forpligtelser og afståelse fra samtlige synder. Der er fremkommet om Ibn ^Abbaas, må Allah beære dem begge, at han sagde: ”وَمَن يَتَّقِ اللَّهَ يَجْعَل لَّهُ مَخْرَجًا” vil sige at den, som frygter Allah, vil Allah frelse både i det nærværende liv og i det hinsides, og ”وَيَرْزُقْهُ مِنْ حَيْثُ لا يَحْتَسِبُ” det vil sige, at Allah vil forsyne denne fra hvad denne ikke forventer.

Således er retskaffenhed årsag til frelse fra plagerne i dette liv, samt i det hinsides og en grund til underhold og opnåelse af de høje statusser.

Derimod er synder årsag til berøvelse både i dette liv og i det hinsides. Al-Haakim, Ibn Hibbaan, samt andre berettede om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde:

إِنَّ الرَّجُلَ لَيُحْرَمُ الرِّزْقَ بِالذَّنْبِ يُصِيبُهُ

Hvilket betyder: ”Man kan så sandt blive berøvet underhold pga. de synder, man bliver ramt af”, berettet af Ibn Al-Mubarak i bogen Az-Zuhd. Nogle lærde sagde, at man bliver berøvet æresgaver i dette liv, såsom sundhed og penge, eller at velsignelse forsvinder fra ens penge, eller at ens fjender får bemægtiget én. Man kan også begå synder til en grad, at man mister status i hjertet på folk, eller at man ligefrem glemmer viden. En lærd sagde:

إِنِّي لَأعْرِفُ عُقُوبَةَ ذَنْبِي مِنْ تَغَيُّرِ الزَّمَان وَجَفَاءِ الإخْوَان

Som betyder: ”Jeg genkender følgevirkningen af mine synder i tidens modgang og brødrenes afstandtagen.”

Så forsøm, kære troende, ingen forpligtelse uanset hvad, og begå ingen synd, lige meget hvor lille eller stor denne er, og frygt derved ingen modgang, men sæt derimod din lid til Allah, da sagen er som Allah, være ophøjet, siger:

وَمَن يَتَوَكَّلْ عَلَى اللَّهِ فَهُوَ حَسْبُهُ

hvilket betyder: ”Den, der sætter sin lid til Allah, for ham vil Allah være tilstrækkelig” [Surat At-Talaaq, vers 3].

At sætte lid til Allah betyder at have tiltro i hjertet til Allah alene, idet Han, være ophøjet, er Skaberen af alting, det være sig nyttige eller skadelige ting samt alt, hvad der indtræder i eksistens. Således er der ingen, der reelt kan påføre skade eller bringe gavn undtagen Allah, og når skabningen tror på det og bevarer denne overbevisning i hjertet samt ihukommer det hele tiden, da vil dennes tillid være sat til Allah, i hvad angår underhold og sikkerhed mod skade, og da vil man holde sig fra at opsøge syndighed, særligt ved kniber. Imam Ahmad og andre berettede om de rettroendes emir ^Umar Ibn Al-Khattaab, må Allah beære ham, at han sagde: ”Jeg hørte Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sige:

لَوْ أَنَّكُمْ تَوَكَّلْتُمْ عَلَى اللهِ حَقَّ تَوَكُّلِهْ لَرَزَقَكُمْ كَمَا يَرْزُقُ الطَّيْرَ تَغْدُو خِمَاصًا وَتَرُوحُ بِطَانًا

Hvilket betyder: ”Om I sætter en fuldkommen lid til Allah, da vil Han forære jer, ligesom Han forærer fugle, de flyver fra reden ved daggry med tom mave og vender tilbage med fuld mave””.

Kære troende, imidlertid modsiger tillid og tiltro til Allah ikke, at man tager udgangspunkt i midler og årsager. Ibn Hibbaan berettede i sin samling af autentiske udtalelser, at en mand kom til profeten, må Allah ophøje og frede ham, og sagde: ”Skal jeg bare slippe min kamel løs – dvs. uden at tøjring – og sætte min lid til Allah?” Så sagde Allahs sendebud til ham:

أَعْقِلْهَا وَتَوَكَّل

”Tøjr den, og sæt din lid til Allah”. Endvidere berettede Al-Bayhaqiy i bogen Shu^abul Imaan om sufisternes mester; Al-Djunayd Al-Baghdaadiy, må Allah beære ham, at han sagde: ”Tiltro er hverken at opsøge erhvervelse eller at udelade det, men derimod noget i hjertet”.

Så tiltro betyder egentlig at stole fuldstændigt på Allah, og at sætte ens lid til Ham, alt imens man opsøger årsagerne. Al-Bayhaqiy overførte om en lærd, at han sagde: ”Opsøg erhvervelse udadtil, og sæt din lid til Allah indadtil, således vil skabningen, trods sin stræben efter erhvervelse, ikke have tiltro alene til sin erhvervelse, men derimod lade sin tiltro være til Allah i at få sit behov dækket.”

Allah, være ophøjet, sagde: ” وَمَن يَتَوَكَّلْ عَلَى اللَّهِ فَهُوَ حَسْبُهُ إِنَّ اللَّهَ بَالِغُ أَمْرِهِ قَدْ جَعَلَ اللَّهُ لِكُلِّ شَىءٍ قَدْرًا”, hvilket betyder: ”Og den, der sætter sin lid til Allah, vil Allah være tilstrækkelig for ham. Allah gennemfører Sin sag og Allah har fastsat en tid for alting.”

”Allah gennemfører Sin sag”, dvs. at Han gør, hvad Han vil. ”Allah har fastsat en tid for alting” dvs. en tid og en ende, hvorved ting ophører og slutter. Allah har skæbnebestemt alt dette, og derved vil det ikke fremskyndes eller udsættes. Så den, der døde myrdet, i en bilulykke eller i sengen, døde når sit dødstidspunkt indtraf, og alle dør med Allahs skabelse og skæbnebestemmelse, således vil ingen dø inden det tidspunkt, Allah fastsatte fastsat for én at dø på. Allah, være ophøjet, siger:

فَإِذَا جَاءَ أَجَلُهُمْ لاَ يَسْتَأْخِرُونَ سَاعَةً وَلاَ يَسْتَقْدِمُونَ

Hvilket betyder: ”Når deres dødstidspunkt kommer, kan de hverken fremskynde et øjeblik ej heller udsætte det” [Surat Al-A^raaf, vers 34]. Endvidere siger Allah, være ophøjet:

مَا أَصَابَ مِن مُّصِيبَةٍ فِي الأَرْضِ وَلا فِي أَنفُسِكُمْ إِلاَّ فِي كِتَابٍ مِّن قَبْلِ أَن نَّبْرَأَهَا

Hvilket betyder: ”Der indtræffer ikke nogen ulykke på jorden eller for jer, undtagen at det allerede er indskrevet i den bevogtede tavle, før Vi skaber den (ulykken)” [Surat Al-Hadid, vers 22]. Desuden siger Han, være ophøjet:

أَيْنَمَا تَكُونُواْ يُدْرِككُّمُ الْمَوْتُ وَلَوْ كُنتُمْ فِي بُرُوجٍ مُّشَيَّدَةٍ

Hvilket betyder: ”Hvor I end befinder jer, da vil døden nå jer, selv hvis I skulle være i fæstningstårne” [Surat An-Nisaa´, vers 78].

I Imam Ahmads samling står der, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde:

إِنَّ النُّطْفَةَ تَكُونُ فِي الرَّحِمِ أَرْبَعِينَ يَوْمًا عَلَى حَالِهَا لَا تَغَيَّرُ، فَإِذَا مَضَتِ الْأَرْبَعُونَ صَارَتْ عَلَقَةً، ثُمَّ مُضْغَةً كَذَلِكَ، ثُمَّ عِظَامًا كَذَلِكَ، فَإِذَا أَرَادَ اللهُ أَنْ يُسَوِّيَ خَلْقَهُ، بَعَثَ إِلَيْهَا مَلَكًا، فَيَقُولُ الْمَلَكُ الَّذِي يَلِيهِ: أَيْ رَبِّ، أَذَكَرٌ أَمْ أُنْثَى؟ أَشَقِيٌّ أَمْ سَعِيدٌ؟ أَقَصِيرٌ أَمْ طَوِيلٌ؟ أَنَاقِصٌ أَمْ زَائِدٌ قُوتُهُ وَأَجَلُهُ؟ أَصَحِيحٌ أَمْ سَقِيمٌ؟ قَالَ: فَيَكْتُبُ ذَلِكَ كُلَّهُ ” فَقَالَ رَجُلٌ مِنَ الْقَوْمِ: فَفِيمَ الْعَمَلُ إِذَنْ وَقَدْ فُرِغَ مِنْ هَذَا كُلِّهِ؟ قَالَ: اعْمَلُوا، فَكُلٌّ سَيُوَجَّهُ لِمَا خُلِقَ لَهُ.

Hvilket betyder: ”An-nutfah (blanding af mandesæd og kvindesekret) vil være uforanderlig i livmoderen i fyrre dage. Når denne periode er ovre, bliver den til ^alaqah (blodklump, der hægter sig til livmoderen), og dernæst til en mudghah (kødstykke på størrelse med et tyggemiddel) lige så længe, og dernæst til knogler lige så længe. Når Allah vil forme det, sender Allah en engel, der siger: ”Herre Allah, skal det være en dreng eller en pige? Lykkelig eller elendig? Kort eller lang? Med formindsket eller forøget magt og livstid? Rask eller syg?”, og så sagde han: ”Og da nedskriver englen alt dette”, så sagde en mand iblandt folket: ”Hvorfor så handle, når alt dette allerede er skæbnebestemt?”, så sagde Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham: ”Handl, for man bliver drevet til hvad, man er skabt til.”

Så vores afslutning og destination er tilsløret for os, og vores handlinger er blot tegn på, hvorledes vi ender, men afslutningen forbliver tilsløret for os.

Så anstreng dig, kære troende, og bekæmp dit ego i udførelse af lydighedshandlinger ledsaget af tiltro til Allah, være ophøjet, og hold dig ikke fra at yde nogen indsats baseret på Allahs tilgivelse og nåde. Præsterede du noget godt, så tak Allah herfor, og hold fast ved dette, samt forøg af det, men hvis du gør andet end det, så frygt Allah, og irettesæt dig selv, inden det er for sent, og førend du fortryder i en tid, hvor fortrydelse ikke længere kan komme én til gavn.

Herre Allah, forbedr vor tilstand, lad de gode handlinger være den forseglende afslutning for os, og gør os blandt de succesfulde og vellykkede i det hinsides, O Du, verdnernes Herre.

Og jeg beder Allah om tilgivelse for os.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah. Vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning og takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige og pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme.

Vid, Allahs skabninger, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا {56}

Hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham” [Surat Al-Ahzab, vers 56].

Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Den Almægtige.

Allah, være ophøjet, siger:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ {2}

Hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2)” [Surah Al-Hadj, vers 1-2].

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer, såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os imod, hvad der ængster os, udfrels os af vores bekymringer og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse og frygt Ham, da skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed.

Kald til bøn.