Ophøjelse af Allah over legemet og de øvrige af skabningernes egenskaber

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Ophøjelse af Allah over legemet og de øvrige af skabningernes egenskaber

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, uden lige, pendant, rival og mage. Jeg bevidner, at vores mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede sendt af Allah som en nåde for verdnerne og som vejleder, varsler og advarer. Han viderebragte budskabet, indfriede hvad han blev betroet, rådgav nationen og kæmpede for Allah fuldt ud, må Allah belønne ham på vores vegne med det bedste, Han har belønnet nogen blandt sine profeter. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad samt hans gode, rene slægt og ledsagere.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, og om at fastholde jer til profeternes tro. Jeg formaner jer desuden til at følge stien for den bedste profet, og om at følge i fodsporene for al-awliya´s imam, nemlig den elskede, som er eksemplet, der sagde i sin ærede udtalelse[1]:

والله اني لأعلمكم بالله عز وجل وأخشاكم له

Hvilket betyder: ”Ved Allah, jeg er den iblandt jer, som er mest vidende om Allah, være hævet og ophøjet, og jeg er den mest frygtsomme for Ham.”

Således beskrev profeten, må Allah ophøje og frede ham, sig selv med alene at besidde denne dybtgående viden, dvs. viden om Allah, være ophøjet, og Hans egenskaber, da denne viden er den mest ærede og højtstående kundskab og er pligten, der har den første prioritet og fortrinsret, som Allahs udtalelse i den ærede koran beviser[2]:

فَاعْلَمْ أَنَّهُ لا إِلَهَ إِلاَّ اللهُ وَاسْتَغْفِرْ لِذَنبِكَ وَلِلْمُؤْمِنِينَ وَالْمُؤْمِنَاتِ وَاللهُ يَعْلَمُ مُتَقَلَّبَكُمْ وَمَثْوَاكُمْ

Hvilket betyder: ”Så fasthold dig til din viden om, at der ikke er en anden gud end Allah, og bed dernæst om tilgivelse for dine samt de mandlige og kvindelige troendes synder, og Allah kender til jeres handlinger i denne verden og til jeres ophold i det hinsides.”

I dette vers indledte Allah, være hævet og ophøjet, med befalingen til monoteismelæren fremfor befalingen til anger, idet monoteisme hører til grundlæren i religionen, hvorimod anger hører til forgreningslæren. Af den grund sagde imam Abu Hanifah i Al-Fiqh Al-Absat: ”Vid, at grundlæren i religionen er bedre end læren om retsreglerne i religionen.” Af udtrykket grundlæren forstod han den fundamentale lære, altså viden om troen, også kaldt monoteismelæren.

Mine kære, monoteismelæren har en særlig ære end andre kundskaber, fordi den vedrører de ærværdigste oplysninger. Den vedrører nemlig viden om, hvad der passer for Allah, være hævet og ophøjet. Og monoteisme er ifølge sunnitterne afvisning af både sammenligning for Allah samt fornægtelse af Ham. Dette er fremført af ibn Hadjar Al-^Asqalaniy i sin forklaring af Sahih Al-Bukhariy. Monoteisme bygger på dels at stadfæste hvad der er nødvendigt for Allah af egenskaber fx viden, magt og vilje og dels at afvise sammenligning for Allah, dvs. at ophøje Allah over at ligne skabningerne. Og dette er udtaget fra den ærede koran, heriblandt i følgende vers:

لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ وَهُوَ السَّمِيعُ البَصِيرُ

hvilket betyder[3]: ”Intet er Ham lig, og Han er Den Althørende, Altseende.”

وَلَمْ يَكُن لَّهُ كُفُوًا أَحَدٌ

hvilket betyder[4]: ”Der er absolut intet, der er Ham lig.”

وَللهِ الْمَثَلُ الأَعْلَىَ وَهُوَ الْعَزِيزُ الْحَكِيمُ

hvilket betyder[5]: ”Den fuldkomne beskrivelse tilkommer Allah, og Han er Den Uovervindelige, Vise.”

فَلاَ تَضْرِبُواْ للهِ الأَمْثَالَ إِنَّ اللهَ يَعْلَمُ وَأَنتُمْ لاَ تَعْلَمُونَ

hvilket betyder[6]: ”Tillæg ikke Gud ligheder. Allah ved, og I ved ikke.”

Verset لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ der betyder: ”Intet er Ham lig” er således det mest entydige vers fremkommet i ophøjelse af Allah, idet der forstås fra verset den fuldstændige ophøjelse af Allah over at ligne nogen og noget. Og versets fortolkning er, at Allah ikke ligner nogen eller noget på nogen som helst måde, og desuden indeholder verset fornægtelse af, at Allah skulle være beskrevet med, hvad der ikke passer for Ham såsom svaghed, uvidenhed, fysisk størrelse, farve, kropsdel, udseende, skikkelse, form og sammensætning.

Endvidere indebærer Allahs udtalelse وَهُوَ السَّمِيعُ البَصِيرُ der betyder: ”Og Han er Den Althørende, Altseende” en stadfæstelse af, hvad der er passende for Allah, og dermed er både synsegenskaben som høreegenskaben passende for Allah. I dette vers indledte Allah, være ophøjet, med at ophøje sig, sådan at ingen indbildes at Allahs hørelse og syn ligner andres. Allah, være ophøjet, ser uden behov for lysstråler og pupil, og Han hører uden behov for øre, øregang eller andet organ, idet Allah ikke ligner nogen eller noget. Og Allah er ikke et legeme samt ligner ikke legemerne.

Trosbrødre, at afvise legemliggørelse for Allah hører til nationens enighed samt salafs tilkendegivelser. Imam Ahmad ibn Hanbal, som en række personer, der legemliggør Allah, urigtigt relaterede sig til, tilbageviste påstanden om at Allah skulle være et legeme. Han sagde endvidere, at navneord stammer fra lovgivningen og sproget, og at lingvisterne anvendte ordene djism (legeme) som en betegnelse for det, der har en længde, bredde og dybde, og som er sammensat og har en skikkelse samt opbygning. Og Allah, være ophøjet, er fri for alt dette. Derudover er der, i henhold til lovgivningen og sproget, ikke fremkommet legemebetegnelsen om Allah. Dette er berettet af Abu Al-Fadl At-Tamimiy Al-Baghdadiy, som var den overordnede iblandt al-hanabila i Baghdad i sin samtid og søn af deres tidligere overordnede, ligeså har imam al-Bayhaqiy overført dette om imam Ahmad i sin bog ”Manaqib Ahmad”.

Trosbrødre, betydningen af imam Ahmads udtalelse i bred forstand er, at navneordene kendes enten via sproget eller religionen. Således er der nogle ting, hvis betegnelse udspringer fra sproget fx mand og hest, mens andre udspringer fra religionens lovgivning fx den lovmæssige bøn. I forbindelse med ordet legeme, så er det, ifølge sproget, det, som har en længde, bredde, dybde, sammensætning, skikkelse og opbygning. Og Allah beskrives ikke med noget deraf, for ellers ville Han ligne sine skabninger, hvilket er i kontrast til Hans udtalelse: لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ der betyder: ”Intet er Ham lig”. Havde Allah været et legeme med en længde, bredde, dybde, sammensætning, skikkelse og opbygning, da ville Han have haft brug for en, der specificerede Ham med akkurat denne længde, bredde, dybde, sammensætning og skikkelse, og den der har brug for nogen eller noget kan forstandsmæssigt ikke være en guddom. Derfor er betegnelsen legeme uanvendelig om Allah, både religiøst og forstandsmæssigt. Derudover er der i religionen ikke fremkommet betegnelsen legeme om Allah, og desuden er det forbudt at betegne Allah med andre betegnelser end dem, Han selv betegnede sig med, dvs. med andet end hvad det er stadfæstet i religionen af betegnelser om Ham. Dette er tilkendegivet af imamen for ahl as-sunnah wal djamaa^ah, Abu al-Hasan al-Ash^ariy, samt andre. Han, være ophøjet, må ikke beskrives med andet, end hvad Han selv beskrev sig selv med, og dermed er det forkasteligt at anvende betegnelsen legeme om Allah.

Forfatteren af bogen Al-Khisal overførte imam Ahmads udtalelse om at idømme den, der siger, at Allah er et legeme ulig andre legemer, for vantro. Dette stemmer overens med, hvad der er fremkommet om de andre imamer, eftersom det er stadfæstet om ash-Shafi^iy, at han dømte den, der legemliggør Allah, for vantro, som det er overført af As-Suyutiy i sin bog al-Ashbah wan-Nadha´ir. Ydermere har ibn Hadjar al-Haytamiy i sin bog Al-Minhadj Al-Qawim nævnt: ”Al-Qarafiy og andre viderebragte om ash-Shafi^iy, Malik, Ahmad og abu Hanifah udtalelsen om at dømme dem, der tilskriver Allah retningen eller legemliggørelse, for vantro”, da disse (egenskaber) hører til skabningernes egenskaber. Den hæderlige imam, der hører til salaf, abu Dja^far At-Tahawiy har tilkendegivet i sin troslære (som han belyste at rumme en redegørelse for ahl as-sunnah wal djama^ahs tro): ”Og den, der beskriver Allah med et af menneskenes egenskaber, begår vantro”. Legeme, sammensætning, skikkelse og udseende, alt dette hører til skabningernes egenskaber, således vil den, der tilskriver Allah noget deraf, uanfægteligt begå vantro. Imam abu Al-Hasan Al-Ash^ariy sagde i sin bog An-Nawadir: ”Den, der tror, at Allah er et legeme, er uvidende om sin Herre og er vantro”.

O Allah, Du Allernådigste, for profeterne, sendebudene, al-awliya´, de retskafne og for imam Ahmad ibn Hanbal, ash-Shaafi^iy, Malik, abu Hanifah, al-Awza^iy samt de øvrige udøvende lærde, fasthold os til deres tro, og lad os være iblandt dem, der bistår religionen og gendriver de vildfarne forfalskere.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[7]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[8]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Berettet af imam Ahmad i sin Musnad.

[2] Muhammad, vers 19.

[3] Ash-Shura, vers 11.

[4] Al-Ikhlas, vers 4.

[5] An-Nahl, vers 60.

[6] An-Nahl, vers 74.

[7] Al-Ahzab, vers 56.

[8] Al-Hadj, vers 1-2.