Ophøjelse af Allah, være hævet og ophøjet, over stedet

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Ophøjelse af Allah, være hævet og ophøjet, over stedet

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi angrer overfor Ham og beder om Hans syndsforladelse. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, uden lige, rival, mage og pendant, og Han har ingen beliggenhed eller retning. Jeg bevidner, at vor mester Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede. Vorherre, ophøj og fred vor mester Muhammad samt hans gode slægt og ledsagere.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, der siger i sin fuldkomne bog[1]:

وَمَن يُشَاقِقِ الرَّسُولَ مِن بَعْدِ مَا تَبَيَّنَ لَهُ الْهُدَى وَيَتَّبِعْ غَيْرَ سَبِيلِ الْمُؤْمِنِينَ نُوَلِّهِ مَا تَوَلَّى وَنُصْلِهِ جَهَنَّمَ وَسَاءتْ مَصِيرًا

Hvilket betyder: ”Og den, der modsætter sig sendebuddet, efter at retledningen er blevet ham klar, og følger en anden vej end de troendes (dvs. muslimske lærdes konsensus), vil Vi (på dommedag) tildele, hvad han vendte sig til (i denne verden), og Vi vil lade ham brænde i helvedet – sikken elendigt havnested.”

Trosbrødre, dette ærede vers beviser, at den, der søger frelse i det hinsides, skal følge de troendes sti, dvs. det, som de muslimske lærde blev enige om, samt at den, der viger herfra, vil blive gengældt med helvedet – sikken elendigt havnested.

Blandt de troendes grundlæggende trosartikler, som de afgjorte beviser og belæg fra koranen, hadith, intellektet og konsensussen peger på, er ophøjelse af Allah over at være i et sted og over at være spredt over alle steder. Vor Herre, være hævet og ophøjet, er skaberen af stedet, og Han eksisterede før alle stederne uden at behøve dem. Og efter at Han skabte stederne, eksisterer Han som Han gjorde, nemlig uden at være i et sted, for Han, være ophøjet, forandrer skabningerne, men bliver ikke selv forandret. Dette er kendt blandt de menige og særlige muslimer. For havde det været muligt, at Allah forandrer sig, da ville Han have et behov for én til at forandre Ham, og den, der behøver en anden, kan umuligt være en guddom.

Trosbrødre, stedet er det tomrum, som legemet optager. Man kan også formulere det således, at stedet er det, som en fysisk størrelse udfylder i tomrummet. Havde Allah eksisteret i et sted, da ville Han have været et legeme med en længde, bredde og dybde, ligesom at solen har en længde, bredde, dybde, fysisk størrelse og skikkelse. Den, der har en længde, bredde og dybde er utvivlsomt skabt, og har behov for én, der har givet ham den pågældende længde, bredde og dybde. Og det at have et behov er i kontrast med guddommeligheden. Dermed er det forstandsmæssigt nødvendigt at ophøje Allah, være hævet og ophøjet, over at eksistere i et sted. Dette er det intellektuelle bevis.

Imidlertid er koranbeviserne, der ophøjer Allah over at eksistere i et sted, mangfoldige, heriblandt Allahs udtalelse[2]:

لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ

Hvilket betyder: ”Der er absolut intet, der er lig Ham.” For havde Allah eksisteret i et sted, da ville Han have haft talrige pendanter og utallige lige, og dette strider imod samt er i kontrast med det førnævnte vers. Dette entydige vers er tilstrækkeligt i at frikende Allah, være ophøjet, fra at eksistere i et sted, at have fysiske grænser og at være i en retning, og endda alle de øvrige egenskaber for skabningerne.

I forbindelse med hadith-beviserne, der ophøjer Allah over stedet, så har Al-Bukhariy, Al-Bayhaqiy og andre berettet via en autentisk kæde, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde:

كانَ اللهُ وَلَـمْ يَكُنْ شَىءٌ غَيْرُه

Hvilket betyder: ”Allah eksisterede, og der var intet andet end Ham.” Udtalelsen betyder, at Allah har eksisteret i al evighed, og der var intet andet end Ham. Der var hverken vand, luft, jord, himmel, Kursiy, trone, menneske, djin, engel, tid, sted eller retning. Han, være ophøjet, eksisterede før stedet uden sted, og stedet er utvivlsomt noget andet end Allah. Udtalelsen beviser endvidere, at Allah eksisterede, og intet andet end Ham eksisterede. Ergo var stedet ikke til – men stedet er derimod en skabning skabt af Allah. Og Han, være ophøjet, behøver det ikke. Med afsæt heri berettede flere om vor mester ^Aliy, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde:

كَانَ اللهُ وَلَا مَكَان وَهُوَ اﻵنَ عَلَى مَا عَلَيْهِ كَان

Hvilket betyder: ”Allah eksisterede før stedet var til, og Han eksisterer nu, som Han har eksisteret i al evighed.” Hvilket vil sige, at Han eksisterer uden et sted, og dette forstås tydeligt fra den førnævnte hadith.

Hafidh Al-Bayhaqiy sagde i sin bog Al-Asma’ was-sifat: ”Nogle af vore fæller beviste, at Allah eksisterer uden sted ved at benytte profetens udtalelse:

أَنْتَ الظَّاهِرُ فَلَيْسَ فَوْقَكَ شَىءٌ وَأَنْتَ الْبَاطِنُ فَلَيْسَ دُونَكَ شَىء

Hvilket betyder: ”O Allah, Du er Den, hvis eksistens er indlysende, der er intet over Dig. Og Du er Den, hvis eksistens ikke kan rummes af forestillinger, der er intet under Dig.” Al-Bayhaqiy fortsatte sigende: ”Og eftersom der ikke er noget over Ham, og at der ikke er noget under Ham, så eksisterer Han uden sted”. Og dette er et krystalklart forhold samt åbenlyst som solen.

Trosbrødre, at ophøje Allah over stedet er bevisført både i koranen og i den profetiske sunnah, som vi tidligere har nævnt. Og som I godt ved, så hører det til muslimernes grundlæggende trosartikler, og er i øvrigt en sag, som muslimske lærde er enige om, såvel salaf som khalaf. Blandt de mange lærde, der overleverede denne enighed, var Abu Mansur Al-Baghdadiy, Al-Djuwayniy (de to haram-moskéers imam), Ar-Raziy og andre. Selveste citatet fra imamen, den retslærd, usul-lærd og historikeren Abu Mansur Al-Baghdadiy er at finde i hans bog Al-Farqu Baynal Firaq:

وَأَجْـمَعُوا – أي أَهْل السُّنَّة – أَنَّهُ لَا يَـحْوِيهِ مَكَاٌن وَلَا يَـجْرِي عَلَيْهِ زَمَان

”De (dvs. Ahl as-Sunnah) vedtog enstemmigt, at Han ikke omgives af stedet, og at tid ikke rummer Ham.”

At forstå dette emne grundigt og at være fuldt ud rodfæstet i dets argumenter, er en yderst vigtig sag. Bestræb dig derfor på at beherske det både i form af forståelse, memorering, redegørelse og undervisning, idet Allahs religion er meget, meget dyrebar og afvigelse fra troen er fatalt.

Vorherre, Du Allernådigste, fasthold os på den sande tro, og for det bedste sendebuds skyld, giv os en stor iver efter at give denne religion sejr. Sandelig er Du Den, der magter alt.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[3]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[4]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. O Allah, Du som forandrer hjerterne,
hold vores hjerte fast på religionen islam. O Allah, fasthold os på de troendes sti, og fasthold os på din profet Muhammads tro. O Allah, opliv os med islam, og lad os dø med fuldkommen tro. Vorherre, lad ikke vores hjerte afvige efter Du har retledt os, og skænk os nåde fra Dig, Du er Al-Wahhab (Giveren). Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] An-Nisa´, vers 115.

[2] Ash-Shura, vers 11.

[3] Al-Ahzab, vers 56.

[4] Al-Hadj, vers 1-2.