I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn
Fredagstalen
Tavshed samt at værne om tungen
Første tale:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre, der har skænket os en tunge, som vi kan drage fordel af i vores verdslige samt hinsidige anliggender samt så vi kan gøre rede for vores behov. Den, der formår at anvende den i godhed, triumferer, og den, der anvender den i ondskab, fortaber og fortryder. Vi søger tilflugt imod vores egoers ondskab og fra vores syndige handlinger. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede.
Jeg bevidner, at der ikke er en gud foruden Allah; Den Ene, som ingen partner har. Jeg bevidner, at vor mester, fører, overordnede og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udvalgte og elskede. Vorherre ophøj, fred, ær og hædr vor mester Muhammad samt hans profetiske brødre.
Kære troende, jeg formaner mig selv og jer til at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige. Frygt Ham og beskyt jeres tunge mod ondskab, idet Allah, være ophøjet, siger i Sin ærværdige bog:
Sunna Files Free Newsletter - اشترك في جريدتنا المجانية
Stay updated with our latest reports, news, designs, and more by subscribing to our newsletter! Delivered straight to your inbox twice a month, our newsletter keeps you in the loop with the most important updates from our website
مَّا يَلْفِظُ مِن قَوْلٍ إِلَّا لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ
hvilket betyder: ”End ikke en udtalelse bliver fremsagt, uden at Raqib og ^Atid nedskriver den[1]”.
Vid, kære trosfæller, at vi bærer et ansvar på dommedagen for, hvad vi siger, gør og tror på. Allah, være ophøjet, siger:
يَوْمَ تَشْهَدُ عَلَيْهِمْ أَلْسِنَتُهُمْ وَأَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُمْ بِمَا كَانُواْ يَعْمَلُونَ
Hvilket betyder: ”På den dag vil deres tunge, hænder og fødder vidne mod dem om hvad de gjorde[2]”. Desuden sagde Han:
وَلاَ تَقْفُ مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ إِنَّ السَّمْعَ وَالْبَصَرَ وَالْفُؤَادَ كُلُّ أُولئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْؤُولاً
Hvilket betyder: ”Sig ikke det, som du ikke har nogen viden om, thi hørelsen, synet og hjertet, skal man alle stilles til regnskab for[3]”. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med, sagde: ”Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde:
من كان يؤمن بالله واليوم الآخر فليقل خيرا او ليصمت
Hvilket betyder: ”Den som tror på Allah og den yderste dag, siger hvad der er godt og ellers tier han”. Denne udtalelse betyder, at den, der bærer en fuldkommen tro, som frelser mod Allahs straf og medfører Allahs tilfredshed, siger hvad der hører til det gode, og ellers tier han. For den, der bærer en fuldkommen tro på Allah, vil frygte Allahs trussel og håbe på Hans belønning ved at handle iht. Hans befalinger samt udelade, hvad Han har forbudt. Dette gøres ved blandt andet at tøjle kropsdelene.
Sendebuddet, må Allah ophøje og frede ham, sagde:
وَهَلْ يَكُبُّ النَّاسَ فِي النَّارِ عَلَى وُجُوهِهِمْ أَوْ عَلَى مَنَاخِرِهِمْ إِلَّا حَصَائِدُ أَلْسِنَتِهِم
Hvilket betyder: ”Tungens ord er hovedårsagen til at folk kastet ned i helvede på deres ansigt” eller ”næse”. Den, der er i besiddelse af sund fornuft og korrekt forståelse, kan efter at være blevet bekendt med førnævnte ikke andet end at frygte Allah. Således bør man ikke ytre andet end det der er godt og ellers tie. Denne her tunge, som hører til nådegaverne, bør man anvende til at lovprise Allah og adlyde Ham med, og med dén tilskynde til godhed samt kalde til ret og forbyde uret, og alt hvad der afstedkommer gavn og godhed til mennesker. På den anden side vil den, der giver tungen frie tøjler og vedbliver med at synde, uanset om det hører til bagtalelse, skældsord, at svovle, uretmæssig forbandelse, nedværdigelse af Skaberen eller ringeagtelse for religionen, lade sig være genstand for destruktion. Allahs sendebud sagde:
إِنَّ الْعَبْدَ لَيَتَكَلَّمُ بِالْكَلِمَةِ مَا يَتَبَيَّنُ فِيهَا يَزِلُّ بِهَا فِى النَّارِ أَبْعَدَ مِمَّا بَيْنَ الْمَشْرِقِ وَالْمَغْرِبِ
Hvilket betyder: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke ser noget skadeligt ved, og som vil være årsag til ens fald på en afstand, der er længere end, hvad der er mellem øst og vest”. Dvs. at man vil sige dét udtryk, der resulterer i, at man begår vantro, og dog uden at man anser dette som skadeligt, dvs. uden at indse dets skadelige effekt på én, hvorved man så deraf destruerer sig selv og ender med at falde til bunden af helvedet.
Kære trosfæller, blandt tungens voldsomste synder og generelt set mest farefulde er vantro, såsom at bande ad Allah, ad profeterne, englene eller den islamiske religion eller ad Koranen. Deriblandt hører at tillade en sag, som er forbudt iht. konsensussen, og hvis ulovlighed er religiøst evident. At det er ”religiøst evident” vil sige, at dommen iht. religionen er kendt hos både den uvidende og den vidende blandt muslimerne. De lærde drog så sandelig omsorg for at advare mod vantrobegreber og mod samtlige typer af vantro, og har endda anført dette i deres værker. An-Nawawi, må Allah være tilfreds med ham, var en af dem. Ligeledes shaykh Abdul-Basit Al-Fakhuri, må Allah være tilfreds med ham, som bestred Mufti-embedet i Libanon for ca. 100 år siden.
At frafalde islam, dvs. at udtræde fra den, bevirker bortfald af samtlige gode gerninger. Allah, være ophøjet, siger[4]:
وَمَن يَرْتَدِدْ مِنْكُمْ عَن دِينِهِ فَيَمُتْ وَهُوَ كَافِرٌ فَأُوْلـٰئِكَ حَبِطَتْ أَعْمَالُهُمْ فِي ٱلدُّنْيَا وَٱلآخِرَةِ وَأُوْلـٰئِكَ أَصْحَابُ ٱلنَّارِ هُمْ فِيهَا خَالِدُونَ
Hvilket betyder: ”De af jer der forlader sin religion og afgår som vantro, disse fortaber deres handlinger i det jordiske liv og efterlivet, og disse er helvedets folk, i det vil de foreviges”. Frafald er af tre typer; vantro via trosretninger, som finder sted i hjertet, vantro via handlinger, som finder sted gennem handlinger, og vantro via udtalelser som finder sted gennem tale. Sådan har an-Nawawiy og andre lærde blandt de fire retsskoler klassificeret det, såsom Ibn Al-Muqri og Ibn ^Abidin samt Al-Buhutiy og shaykh Muhammad ^Illaysh og andre. Dette bekræfter profetens udtalelse, må Allah ophøje og frede ham:
إِنَّ الْرجل لَيَتَكَلَّمُ بِالْكَلِمَةِ لَا يَرى بِـهَا بَأْسًا يَهْوِي بِهَا سَبْعينَ خَرِيفًا فِى النَّارِ
Hvilket betyder: ”Man kan fremsige et udtryk som man ikke kan se noget skadeligt ved, men som man deraf vil falde 70 år i helvedet”. Dvs. en afstand på 70 år i faldet til helvedets bund, som er forbeholdt de vantro. Og betydningen af ”som man ikke kan se noget skadeligt ved” er, at man ikke tror, at det forvolder én skade. De, som udviser ligegyldighed og forsømmer vigtigheden af at tøjle deres tunge, og ikke værner om den mod vantro, har en tendens til, ved enhver modgang som de går i møde eller plage som de bliver udsat for at blive vrede på Allah eller bande ad Ham eller at bande ad religionen islam eller ad en profet blandt profeterne eller ad en engel blandt englene. Derigennem lader de sig styrte i vantro, som er den største synd, og den synd, Allah ikke tilgiver for hvem, der dør med den. Allah, være ophøjet, siger:
إِنَّ الَّذِينَ كَفَرُوا وَصَدُّوا عَن سَبِيلِ اللهِ ثُمَّ مَاتُوا وَهُمْ كُفَّارٌ فَلَن يَغْفِرَ اللهُ لَهُمْ {34}
Hvilket betyder: ”De, der begik vantro og afholdte andre fra Allahs sti, samt døde som vantro, disse vil Allah ikke tilgive”[5].
Hvad opnår disse tabere og ubehøvlede ved at bande ad Allah og nedværdige profeterne, englene eller den gode religion Islam! De bedriver syndighed, som medbringer foragtelighed, elendighed og fortabelse over dem. Der er blevet sagt: Tungen er som et rovdyr; hvis ikke du tøjler den, vil den overfalde dig”, dvs. den vil nedlægge dig. Der er blevet sagt til Dhunnun al-Misriy: ”Hvem er den mest omhyggelige med sit hjerte?”, og da sagde han: ”Den der behersker sin tunge mest”.
Allahs skabninger, tungens fare er voldsom, dens størrelse er nok lille, men dens gøren er så sandelig enorm. Den fornuftige er således den, der værner om sin tunge mod at lade sig destruere af den. Abdullah Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, tog fat i sin tunge og sagde: ”O tunge, sig godt, da vil du opnå succes, og afstå fra ondt, da vil du opnå frelse, inden fortrydelse kommer over dig”. Derefter sagde han: ”Jeg hørte Allahs sendebud sige: ”De fleste af menneskets synder er et følge af hans tunge”. Iblandt disse synder er vantro og store synder. Må Allah beskytte mig og jer mod dem, og må Han forære os en god afslutning.
Anden tale:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, Ham tilkommer foræringer, gavmildhed og god lovprisning. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en gud foruden Allah, Den Ene, der ingen partner har. Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udvalgte og elskede. Vorherre ophøj, fred, og velsign denne analfabetiske profet samt alle hans profetiske brødre.
Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt, ophøj, og adlyd Ham, og sikken triumf de lydige mod Allah vil opnå.
Kære muslimske bror, enhver fornuftig person bør anvende tungegaven skænket af Allah i at ytre sandheden, lovprise Allah, recitere koran samt andre lydighedshandlinger og godheder, alt dette i taknemmelighed til Allah for gaven, sådan at dens hemmelighed afstedkommer hjerteoplysning til en og mørkeudrensning fra en. Ligesom at tavshed i dets rette øjeblik hører til de gode manerer, så hører tale på dets rette tidspunkt så sandelig også til de gode manerer. På den anden side vil den, der giver sin tunge frie tøjler og taler uden at overveje om sine ord samstemmer med Allahs lovgivning eller ej, bringe destruktion over sig. Kære bror, advarsel mod tale, der huser nedværdigelse af Allah, Hans sendebude, engle samt religion, og som resulterer i vantro, er ikke en opfindelse fra denne tidsalder. De noble imamer, ærefulde lærde samt sandhedens folk har for flere hundrede år siden advaret mod vantro i deres oplæg og bøger og rettet stor opmærksomhed mod at advare mod vantro. På den anden side vil vi sige til dem, der nu om dage miskrediterer dette: ”Vend tilbage til jeres fornuft, og frygt Allah omkring det I siger, og vend tilbage til de lærdes bøger og værker, da vil I finde både tilstrækkelig gendrivelse af, hvad I hævder, og forkastelse af hvad I indbilder jer selv”.
O Allah, vi anmoder Dig om at afværge vantro, storsyndighed og misbilliget tale fra os, og vi anmoder Dig om at gøre os i stand til at lovprise, takke og tilbede dig på sande vis.
Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet:
إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا {56}
hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om at Han skal frede ham” [Surat Al-Ahzab, vers 56]. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, fasthold vores hjerte på Din religion, og ret vores hjerte efter lydighed til Dig. O Allah, gør, at vi ser det rette for ret, og at vi følger det, og gør, at vi ser det urette for uret, og at vi afstå fra det. O Allah, opfyld vores behov med det tilladte, så vi ikke henvender os til det forbudte, og opfyld vores behov med lydighed til Dig, så vi ikke retter os imod at synde Dig, og med din generøsitet gør os uafhængige af andre end Dig. O Allah, lad os indtræde paradiset, og frels os fra helvedet. O Allah, beløn vores læremestre stort på vores vegne. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.
[1] Qaf, vers 18.
[2] An-Nur, vers 24.
[3] Al-Isra´, vers 36.
[4] Al-Baqarah, vers 217.
[5] Muhammad, vers 34.