Troen på Allah og Hans sendebud

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Troen på Allah og Hans sendebud

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, Den Ene, Underkueren, Den Uovervindelige og Tilgivende, der lader natten overlappe dagen, som en påmindelse for de forstandige og intellektuelle, og et ræsonnement for de fornuftige og dem, der tager ved lære. Og må Allah ophøje samt frede vor mester Muhammad samt hans gode, rene slægt og ledsagere.

Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Allah, Den Ene uden partner, og jeg bevidner, at vor mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Hans skabning, sendebud, udkårede og elskede, må Allah ophøje og frede ham samt ethvert sendebud, Han har udsendt. Allah sendte ham som en nåde for verdnerne, han var både vejleder, varsler og advarer, og han viderebragte budskabet, indfriede hvad han blev betroet og rådgav nationen. Må Allah derfor belønne ham, på vores vegne, med det bedste, Han har belønnet nogen af sine profeter.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer til at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, der siger i sin fejlfrie bog[1]:

وَمَن لَّمْ يُؤْمِن بِاللَّهِ وَرَسُولِهِ فَإِنَّا أَعْتَدْنَا لِلْكَافِرِينَ سَعِيرًا

hvilket betyder: ”Den, der ikke tror på Allah og Hans sendebud, er vantro, og for den har Vi beredt helvedet.”

Trosbrødre, blandt det, der hviler på de ansvarlige, er at tro på Allah og Hans sendebud, hvilket er den allerførste, bedste, allerhøjeste og vigtigste pligt. Troen på Allah består i den faste overbevisning på Hans eksistens, være ophøjet, i henhold til hvad der passer for Ham. Følgelig eksisterer Han, være ophøjet, og Hans eksistens er der ingen tvivl om. Han eksisterer uden en form, mængde, sted eller retning. Mens troen på Hans sendebud, Muhammad, må Allah ophøje og frede ham, består i at tro på, at Muhammad, søn af ^Abdullah, er Allahs sendebud til samtlige mennesker og djinn, og at han er sandfærdig i alt, hvad han viderebragte fra Allah.

Således er kendskabet til Allah, være ophøjet, forbundet med at tilbede Ham alene, den mægtigste ret for Allah overfor Hans skabninger, og betydningen af tilbedelse er den maksimale ydmyghed. Således er vores kendskab til Allah ikke en omsluttende kendskab, men et kendskab til, hvad Allah, være ophøjet, absolut er beskrevet med; såsom at Han absolut er beskrevet med sin evighed og enehed, at Han er vidende om alting og er uforlignelig med skabningerne, og et kendskab til hvad Han, være ophøjet, absolut ikke er beskrevet med; såsom at Han skulle have en partner, form, dvs. størrelse, udseende, skikkelse, billede, ophold i noget sted eller retning, og et kendskab til hvad der er muligt for Ham, være ophøjet; såsom at skabe noget eller undlade det. Imam Ahmad Ar-Rifaa^iy, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Det yderst opnåelige kendskab til Allah er overbevisningen om, at Han, være ophøjet, eksisterer uden en form og sted”. Dvs. at det maksimale, som en skabning kan opnå af kendskab til Allah, er den faste og uomtvistelige tro på Allahs eksistens, at Han eksisterer uden at have en form og uden at være i et sted. Hans udtalelse ”uden form” er en entydig afvisning af at Allah, være ophøjet, skulle have et legeme, fysisk størrelse, udseende, at bevæge sig, være stille, være forbundet til eller separeret fra noget, eller at sidde, idet form indbefatter alt, hvad der hører til skabningernes egenskaber. Således er den, der er overbevist om, at Allah eksisterer uden form og sted, i besiddelse af det yderste opnåelige kendskab, som mennesket kan opnå, for hvad angår kendskab til Allah, være ophøjet. Hvor kendskab til Hans sendebud opnås ved at have kendskab til, hvilke egenskaber der er nødvendige for profeterne, hvilke der er umulige for dem samt hvad der er muligt for dem.

Det er en pligt at sammenføje troen på vor mester Muhammads budskab med troen på Allah, være ophøjet, således er kombinationen af de to vidnesbyrd en nødvendighed for frelse fra det evige ophold i helvedet. Følgelig vil den, der tror på Allahs eksistens, men ikke tror på Muhammad, hverken være troende eller muslim, som bevist i det førnævnte vers.

Sagen forholder sig ikke, som nogle polyteister påstod, nemlig at de i det hinsides vil få tildelt noget bedre end de troende. Allah, være ophøjet, afviste deres påstand sigende[2]:

أَفَنَجْعَلُ الْمُسْلِمِينَ كَالْمُجْرِمِينَ

hvilket betyder: ”Skulle Vi ligestille muslimerne med de vantro!” dvs. for Allah er dem, der tror på deres Herre, ikke ligestillede med de vantro, og dette spørgsmål belyser usandheden i deres ord samt indebærer irettesættelse og bebrejdelse af dem.

Trosbrødre, det er en forpligtelse at tro på Allah og Hans sendebud, og udvis ikke opmærksomhed til den, der modsætter sig dette, ligestiller den troende med andre samt kalder folk til at tilbede hvad de vil, må Allah beskytte os derfra. Det hinsides vil finde sted, og udspørgningen er sand, og det allervigtigste, mennesket vil aflægge regnskab for, er troen. Er der ikke blevet berettet om nogle vantro fra Quraysh, at de anmodede profeten, må Allah ophøje og frede ham, om at tilbede deres idoler et år, og så ville de tilbede hans guddom et år? Og da åbenbarede Allah, være ophøjet, surah Al-Kafirun. Allah, være ophøjet, siger:

قُلْ يَا أَيُّهَا الْكَافِرُونَ

hvilket betyder: ”Sig, I vantro”, dvs. Muhammad, sig. Gud befalede ham at tiltale dem med udtrykket vantro. لَا أَعْبُدُ مَا تَعْبُدُونَ hvilket betyder: ”Jeg tilbeder ikke, hvad I tilbeder”, dvs. hverken nu eller resten af mit liv.

وَلَا أَنْتُمْ عَابِدُونَ مَا أَعْبُدُ

hvilket betyder: ”Og I tilbeder ikke, hvad jeg tilbeder”, dvs. hverken nu eller i fremtiden, idet Allah vidste, at de ikke ville blive troende.

وَلَا أَنَا عَابِدٌ مَا عَبَدْتُمْ (4) وَلَا أَنْتُمْ عَابِدُونَ مَا أَعْبُدُ

hvilket betyder: ”Ej heller vil jeg tilbede, hvad I tilbeder, og ej heller vil I tilbede, hvad jeg tilbeder.” Dette er en bekræftelse, hvis formål er at eliminere de vantros håb, og desuden verificerer det beskeden om, at de vil dø som vantro, og at de aldrig vil blive muslimer og aldrig vil tro.

لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِيَ دِينِ

hvilket betyder: ”I besidder jeres religion, og jeg besidder min religion”, dette vers indebærer en trussel, idet meningen er, at ”I besidder jeres religion”, der er falsk, og som er polyteisme. Og ”jeg besidder min religion”, som er den sande religion, nemlig islam, dvs. I besidder jeres polyteisme, og jeg besidder min monoteisme. Dette indebærer en fuldstændig afstandstagen fra det usande, som de følger. En tilsvarende trussel og advarsel er fremkommet i Allahs udtalelse[3]:

فَمَنْ شَاءَ فَلْيُؤْمِنْ وَمَنْ شَاءَ فَلْيَكْفُرْ

hvilket betyder: ”Lad da den, der vil tro, tro og lad den, der vil være vantro, være det.” Betydningen er, at den, der antager troen, vil på ingen måde være som den, der antager vantro, idet den, der antager vantro, straffes derfor, mens den, der antager troen, belønnes derfor. Denne betydning bekræftes af resten af verset[4]:

إِنَّا أَعْتَدْنَا لِلظَّالِمِينَ نَارًا أَحَاطَ بِهِمْ سُرَادِقُهَا وَإِنْ يَسْتَغِيثُوا يُغَاثُوا بِمَاءٍ كَالْمُهْلِ يَشْوِي الْوُجُوهَ بِئْسَ الشَّرَابُ وَسَاءَتْ مُرْتَفَقًا

hvilket betyder: ”Vi har visselig beredt for de vantro en ild, hvis mure skal omringe dem. Og hvis de anråber om undsætning, skal de undsættes med vand, der har nået sin højeste temperatur, og som ætser ansigterne. Sikken elendig drik og et stygt opholdssted.”

Vi beder Allah, være ophøjet, om at oplive os som muslimer, skænke os en død som troende samt gøre os fri for tilskikkelser forbundet med vores religiøsitet.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, søn af Abdullah, samt ethvert sendebud, Han har udsendt. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[5]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[6]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al-Fath, vers 13.

[2] Al-Qalam, vers 35.

[3] Al-Kahf, vers 29.

[4] Al-Kahf, vers 29.

[5] Al-Ahzab, vers 56.

[6] Al-Hadj, vers 1-2.