Troen på Skæbnen

I Den Nådefulde og Nådige Allahs Navn

Fredagstalen

Troen på Skæbnen

Første tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, uden pendant, lige, rival og mage. Jeg bevidner, at vor mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårede og elskede sendt af Allah som en nåde for verdnerne, og som varsler og advarer. Han viderebragte budskabet, indfriede hvad han blev betroet, rådgav nationen og kæmpede fuldt ud for Allah, må Allah belønne ham på vores vegne med det bedste, Han har belønnet nogen blandt Sine profeter. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige.

Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige. Hafidh Abu Nu^aym berettede i bogen Tarikh Asbahaan om Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: ”Polyteisterne fra Quraysh henvendte sig til Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, opponerende imod ham om skæbnen. Og følgende vers blev åbenbaret[1]:

إِنَّ الْمُجْرِمِينَ فِي ضَلالٍ وَسُعُرٍ يَوْمَ يُسْحَبُونَ فِي النَّارِ عَلَى وُجُوهِهِمْ ذُوقُوا مَسَّ سَقَرَ إِنَّا كُلَّ شَىْءٍ خَلَقْنَاهُ بِقَدر

hvilket betyder: ’Sandelig befinder de syndige sig i vildfarelse og i flammer på dagen, hvor de slæbes på deres ansigt, og der siges til dem: ”Smag helvedets berøring”. Sandelig har Vi skabt alting med skæbnebestemmelse’.”

Trosbrødre, blandt de fundamentale trosartikler hos muslimerne er troen på Allahs skæbnebestemmelse. Imam Muslim berettede nemlig om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at han svarede, da han blev spurgt om troen: ”Troen er at tro på Allah, Hans engle, bøger, profeter og den yderste dag samt at tro på skæbnebestemmelsen og at godt og ondt er skæbnebestemt”. Allahs sendebuds udtalelse: ”samt at tro på skæbnebestemmelsen, og at godt og ondt er skæbnebestemt” betyder, at man skal tro på, at alt, hvad der indtræder i eksistens, det være sig godt eller ondt, finder sted med Allahs evige skæbnebestemmelse. Således er lydighed, som skabningerne udfører samt deres syndighed, som de udfører, alt sammen med Allahs skabelse og frembringelse, samt med Hans viden og vilje. Dette betyder imidlertid ikke, at Allah er tilfreds med ondskab, ej heller at Han befaler dertil. Det forholder sig sådan, at det gode af skabningernes handlinger er med Allahs skæbnebestemmelse, kærlighed og tilfredshed, og det onde af skabningernes handlinger er med Hans skæbnebestemmelse, dog ikke med Hans kærlighed eller tilfredshed. Imam Abu Hanifah, må Allah være tilfreds med ham, der tilhører de førende lærde blandt salaf, sagde: ”Alle pligterne, skabningen udfører, er med Allahs befaling, kærlighed, tilfredshed, viden, vilje, skabelse og skæbnebestemmelse, og alle synderne er med Hans viden, skabelse, skæbnebestemmelse og vilje, men ikke med Hans kærlighed, tilfredshed og befaling”. Mine kære, der er forskel på vilje og befaling. Allah, være ophøjet, befaler ikke til vantro eller synder, og dog vil der aldrig forekomme noget vantro fra de vantro eller syndighed fra de syndiges, i tilfælde af at Allah ikke vil have, at det skal forekomme. Havde det være tilfældet, at noget indtræffer, uden at Allah ville have at det skulle indtræffe, da ville Allah have været magtesløs og betvunget. Og magtesløshed er en umulig ting for Allah, for Han, være ophøjet, magter at trumfe sin vilje igennem.

Både tro, lydighedshandlinger, vantro og syndighed sker alle i overensstemmelse med Allahs vilje og skæbnebestemmelse, og havde Allah ikke skæbnebestemt de syndiges syndighed, de vantros vantro, de troendes tro og de lydiges lydighed, da ville Han ikke have skabt paradis eller helvede. Ingen har ret til at sige: ”Hvis synden sker med Allahs vilje, hvorfor straffer Allah så synderen!”, idet Allah ikke udspørges om, hvad Han gør. Om Han straffer den syndige, da er det retfærdigt af Ham, være ophøjet, og ikke uretfærdigt, og om Han belønner den lydige, da er det ud af Hans gavmildhed, men ikke pligtigt. Sådan forholder det sig, idet uret kun kan tænkes fra en, der er underlagt en befalingshavende og forbudsgiver, og Allah er ikke underlagt nogen befalingshavende eller forbudsgiver. Han styrer sit herredømme, som Han vil, for Han er skaberen og ejeren af alting. Det er fremkommet i en autentisk udtalelse berettet af Abu Dawud og andre om Ibn Al-Daylamiy, at Zayd Ibn Thabit berettede for ham, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Om Allah straffer sine himles og sin jords beboere, da vil Hans afstraffelse af dem ikke være uretfærdigt af Ham, og om Han benåder dem, da vil Hans benådning af dem være bedre for dem end deres gerninger. Og om du spenderer guld modsvarende Uhud-bjerget for Allah, da vil Allah ikke godtage det fra dig, førend du tror på skæbnebestemmelsen samt ved, at hvad der rammer dig, aldrig vil misse dig, og hvad der misser dig, aldrig vil ramme dig, og hvis du dør med en anden tro end denne, da vil du indtræde helvedet”.

Mine kære, følgelig er alt, der indtræder i eksistens, indtrådt med Allahs vilje og viden. Således sker intet i universet uden Hans vilje, ej heller vil der forekomme for skabningen noget godt, ondt, helbredelse, sygdom, fattigdom, rigdom eller andet, uden at det er med Hans vilje, være ophøjet. Ej heller vil noget misse skabningen, hvis Allah har skæbnebestemt og villet, at det skulle ramme ham. Abu Dawud berettede i sin Sunan, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, lærte en af sine døtre at sige: ”Det, Allah vil have, vil være, og det, Han ikke vil have, vil ikke være”. Allahs vilje er evig og trumfende, og den bliver hverken udsat eller forandret, og alt, hvad Allah, med sin evige vilje, vil have skal ske, vil uundgåeligt ske på det tidspunkt, Han skæbnebestemte, og det, Han ikke vil have skal ske, vil aldrig blive til eller indtræde i eksistens. Mine kære, dette betyder ikke, at skabningerne overhovedet ingen vilje besidder, som det hævdedes af en gammel sekt, som nu er uddød. Sekten hed al-Djabriyyah og hævdede, at mennesket er som et fjer i luften uden nogen vilje overhovedet. At tro dette er fornægtelse af religionen, idet Allah, være ophøjet, sagde i den ærede koran[2]:

وَمَا تَشَاءُونَ إِلاَّ أَن يَشَاءَ اللَّهُ رَبُّ العَالَمِين

hvilket betyder: ”Hvad I vil, sker kun hvis Allah, verdnernes Herre, vil.” Hermed stadfæstede Allah, at skabningen har en vilje underlagt Hans vilje, og den overgår på ingen måde Allahs vilje, som en anden sekt ved navn al-Qadariyyah hævdede. Denne sekt relaterede sig til islam i fortiden, men de har ingen andel i islam. De hævdede, at Allah skæbnebestemte godhed for samtlige skabninger, men at nogle skabninger syndede på trods af Allahs vilje, og dermed gjorde de Allah undertvunget og magtesløs, vi søger tilflugt hos Allah mod en vildfaren tro. Det sande og rette er, at skabninger besidder en vilje og frit valg, men deres vilje er underlagt Allahs vilje. Således kan ingen gøre noget, som Allah ikke vil have skal ske, som det er fastslået i Allahs udtalelse i surah At-Takwir: وَمَا تَشَاءُونَ إِلاَّ أَن يَشَاءَ اللَّهُ رَبُّ العَالَمِين som betyder: ”Hvad I vil, sker kun hvis Allah, verdnernes Herre, vil.” Trosbrødre, dette vers indebærer et modsvar mod al-Djabriyyah-sekten, der fuldstændigt afviste vilje og valg for skabningerne samt et modsvar mod al-Qadariyyah-sekten, der hævdede, at Allah skæbnebestemte for samtlige skabninger, selv for Farao og satan, at være fromme troende, men at de vantro forpurrede Allahs vilje og overgik den, således gjorde de Allah undertvunget. Dette er forkasteligt for Allah er Betvingeren, og ikke en, der kan betvinges, som Allah, være ophøjet, sagde[3]:

وَاللَّهُ غَالِبٌ عَلَى أَمْرِه

hvilket betyder: “Og Allah trumfer sin vilje igennem”, og Han, være hævet og ophøjet, sagde[4]:

وَلَوْ شِئْنَا لَآَتَيْنَا كُلَّ نَفْسٍ هُدَاهَا وَلَكِنْ حَقَّ الْقَوْلُ مِنِّي لَأَمْلَأَنَّ جَهَنَّمَ مِنَ الْجِنَّةِ وَالنَّاسِ أَجْمَعِين

hvilket betyder: ”Havde Vi villet, ville Vi have skænket ethvert selv retledning, men Mit løfte skal ske fyldest: Jeg vil visselig fylde helvede med både djin og mennesker.”

Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, meddelte om denne sekt, al-Qadariyyah, inden den opstod og advarede imod den samt gjorde rede for, at den ikke er troende. Al-Bayhaqiy, i bogen Al-Qadar, og andre har berettet dette om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham: ”To typer fra min nation har ingen andel i Islam, al-Qadariyyah og al-Murdji´ah”. Ligeledes berettede Abu Dawud i sin Sunan om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde: ”Al-Qadariyyah er denne nations ildtilbeder”. I en anden version af denne udtalelse: ”Enhver nation har sine ildtilbeder, og denne nations ildtilbedere er dem, der fornægter skæbnebestemmelsen”. Således må der ikke næres tvivl om al-Qadariyyahs samt deres følgeres vildfarelse, og man skal absolut være advaret mod deres tro. Deres følgere er al-Mu^tazilah-sekten. Imam An-Nawawiy har i sin bog Rawdat At-Talibin, i kapitlet Frafald, tilkendegivet, at hvem der end hævder, at han gør noget uden Allahs skæbnebestemmelse har fornægtet Allah. Al-Bayhaqiy, må Allah benåde ham, berettede om vor mester ^Aliy, at han sagde: ”Troen vil ikke nå ind til jeres hjerte, førend I er overbevist om, uden nogen tvivl, at hvad der har ramt én, aldrig ville have misset én, og hvad der har misset én, aldrig ville have ramt én, samt anerkender skæbnen fuldt ud”.

Vorherre, værn om vor tro, der er vor frelse, vejled og giv os succes, samt lad vore afsluttende handlinger være tilbedelser.

Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Anden tale:

Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham, søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige, pålidelige, samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme. Allahs skabninger, jeg formaner jer og mig selv om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, så frygt Ham.

Vid, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet[5]:

إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om, at Han skal frede ham.” Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige. Allah, være ophøjet, siger[6]:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ

hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2).”

O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspild. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, frels os fra vores bekymringer, og beskyt os mod det onde, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.

[1] Al-Qamar, vers 47-49.

[2] At-Takwir, vers 29.

[3] Yusuf, vers 21.

[4] As-Sadj-dah, vers 13.

[5] Al-Ahzab, vers 56.

[6] Al-Hadj, vers 1-2.